11. aug. 2026 kl. 07:11
115 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: ISS indtager toppen efter stærkt regnskab

Aktier/åbning: ISS indtager toppen efter stærkt regnskab

ISS har tirsdag lagt sig i spidsen af det danske C25-indeks efter et stærkt halvårsregnskab med et løft af aktietilbagekøbsprogrammet.

Også Coloplast går frem efter en løftet anbefaling, og Demant, der senere på dagen gør status for andet kvartal, følger med.

C25-indekset er også åbnet i grønt, om end der er tale om en afmålt positiv stemning. Eliteindekset øger 0,3 pct. til 1838,86 i den indledende handel.

Den positive stemning begrænses formentlig af en forestående inflationsrapport fra USA onsdag, der kan give markedet større indblik i, om den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i september vil hæve sin rente.

Samtidig er oliepriserne opadgående på manglen på diplomatisk fremskridt mellem USA og Iran.

Forhandlingerne mellem USA og Iran lader nemlig til at være gået i hårdknude, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har krævet krigserstatning fra iranerne, fuldstændig som Iran har krævet det af USA.

ISS MED FLOT VÆKST

En afvikling på tvisten med storkunden Deutsche Telekom og flere opkøb i første halvår har gjort godt for ISS, der i sit regnskab byder på flere positive overraskelser.

Sideløbende med regnskabet har ISS igangsat anden del af sit aktietilbagekøbsprogram, der er blevet skruet op med 600 mio. kr. til 1850 mio. kr.

Servicekoncernen voksede i første halvår med 8,2 pct., og det var højere end analytikernes bud på 7,2 pct. Væksten er drevet af flere vundne kontrakter, volumenvækst hos eksisterende kunder samt indtægter fra såkaldte "above-base"-opgaver.

Forventningerne til 2026 om en organisk vækst over 6 pct. og en driftsmargin på omkring 5,25 pct. fastholdes.

Aktien i ISS stiger 2,6 pct. til 280,20 kr.

Efter børslukning skal Demant i ilden med sit regnskab for andet kvartal.

Her er forventningen i markedet, at høreapparatproducenten vil levere en opjustering af årets forventninger efter en stærk periode med blandt andet end vellykket lancering af Oticon Zeal.

Demant øger 1,2 pct. til 280,40 kr.

FRISKE ANBEFALINGER TIL UNIBREW OG COLOPLAST

Der har været travlt hos børshuset ABG Sundal Collier, der har gennemgået C25-selskaberne Coloplast, Royal Unibrew og Carlsberg forud for deres regnskaber næste uge.

For Coloplast har det udløst en løftet anbefaling til "hold" fra "sælg" og et kursmål på 460 kr. mod 380 kr. før.

Coloplast, der offentliggør sit regnskab for tredje kvartal 18. august, går 1,2 pct. frem til 434,20 kr.

Omvendt har Royal Unibrew fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos ABG, der dog har skruet kursmålet op til 490 kr. fra 470 kr. forud for sit regnskab 17. august.

Bryggerikoncernen taber 0,7 pct. til 471 kr.

Også Carlsbergs aktie har været igennem regnemaskinen hos ABG, og det har udløst et løft af kursmålet til 1000 kr. fra 940 kr. med en gentaget købsanbefaling. Carlsberg, der gør status for andet kvartal 19. august, går 0,2 pct. frem til 926,40 kr.

NTG OPPRÆCISERER

Nordic Transport Group, NTG, viste gode takter i andet kvartal, hvor forventningerne i markedet blev slået fra top til bund i regnskabet.

Det var særligt på de øvre regnskabslinjer, at forventningerne blev slået, imens de positive overraskelser for indtjeningen og på bundlinjen var mere afdæmpede.

NTG har oppræciseret sine forventninger til året, og der ventes nu et justeret driftsoverskud på 625-650 mio. kr. mod tidligere 600-650 mio. kr.

Efter regnskabet har Nordea sænket sit kursmål for aktien til 390 kr. mod tidligere 420 kr. Anbefalingen er stadig "køb".

NTG stiger 0,8 pct. til 264 kr.

I løbet af tirsdagen fremlægger også H+H regnskab for andet kvartal. Porebetonproducenten venter i 2026 en omsætningsvækst i lokal valuta på minus 5 til 0 pct. og et driftsoverskud før særlige poster på 50-100 mio. kr.

H+H bakker inden regnskabet med 0,8 pct. til 98,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 528 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig