13. apr. 2026 kl. 07:15
64 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Mærsk og Ørsted trodser rød dansk ugestart

Aktier/åbning: Mærsk og Ørsted trodser rød dansk ugestart

Det danske aktiemarked er mandag som ventet åbnet i minus efter weekendens sammenbrudte fredsforhandlinger mellem USA og Iran og præsident Trumps trusler om at blokere for Hormuzstrædet for skibe på vej til og fra iranske havne.

Efter fem minutters handel ligger eliteindekset, C25, 0,7 pct. lavere i 1742,24.

- Ovenpå mislykkede forhandlinger mellem Iran og USA - og et USA, der puster sig op over for Iran ved at ville blokere det allerede blokerede Hormuzstrædet - så skal vi forvente røde aktiemarkeder i et eller andet omfang mandag, sagde Philip Jagd, aktiechef i Sampension tidligere på morgenen.

- Men aktiemarkedets rødmen bør fortage sig inden alt for længe. Dels fordi USA’s administration har vist sin begrænsede smertetærskel, og derfor forventes at bakke ud af optrapningen inden længe. Og dels fordi præsidentens krigsbeføjelser uden Kongressens tilladelse går på hæld, tilføjede han.

Mærsk-aktierne trodser den ellers udbredte negative stemning mandag morgen.

Rederikoncernens B-aktie stiger 1,1 pct. til 16.000 kr., da uroen i Mellemøsten kan forsætte med at holde fragtraterne oppe.

Ørsted holder sig også i plus efter et løftet kursmål hos britiske HSBC til 174 kr. fra 165 kr. Energiaktien stiger 0,3 pct. til 165 kr.

Ellers er der fald i alle øvrige 22 danske C25-aktier. Zealand Pharma falder mest med 3,1 pct. til 249 kr.

Carlsberg har fået sænket sit kursmål hos det britiske børshus HSBC til 980 kr. fra 1060 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

Finanshuset Jefferies har desuden trimmet sit kursmål for Carlsberg-aktien til 1100 kr. fra 1150 kr. Her er anbefalingen fortsat "køb", fremgår det af Bloomberg News.

Carlsberg lægger ud med et minus på 1,6 pct. til 848,80 kr.

Unibrew har desuden fået sat kursmålet ned hos Jefferies til 480 kr. fra 500 kr., mens anbefalingen fortsat er "underperform".

Unibrew-aktien falder 0,8 pct. til 555,50 kr.

Der er også et sænket kursmål til Coloplast. Det kommer fra ABG Sundal Collier, som har sat det ned til 400 kr. fra 450 kr.

ABG fastholder samtidigt sin "sælg"-anbefaling af medicoaktien, som er åbnet 2,1 pct. lavere i 419,70 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 243 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig