15. jan. 2026 kl. 08:17
67 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: NKT anfører rød start i C25

Aktier/åbning: NKT anfører rød start i C25

Der er pres på NKT i den indledende handel torsdag, efter at kabelproducenten har fået sænket kursmålet hos Goldman Sachs.

Også det danske C25-indeks er kommet skidt fra start med et fald på 0,6 pct. til 1930,73. Her falder 18 af eliteindeksets 25 aktier.

I toppen af C25 ligger Rockwool, der fortsat forsigtigt tager revanche efter et stort kursfald oven på konfiskationen af selskabets russiske fabrikker, og Zealand Pharma efter positive ord fra Danske Bank.

ZEALAND SIDDER MED STÆRKT KORT PÅ HÅNDEN

Zealand Pharma sidder ifølge Danske Bank med det bedste amylinmolekyle på hånden.

Det skriver banken i et notat, hvor analytikerne Carsten Lønborg Madsen og Håkon Hemme Bro Jørgensen varmer op til et begivenhedsrigt første halvår af 2026.

- Vi mener, at Petrelintid er det bedste molekyle. Sammenlignet med sine amylin-pendanter mener vi, at Petrelintid kan være "best-in-class", da det har det mest favorable forhold mellem vægttab og tolerabilitet, skriver analytikerne forud for fase 2-data med midlet.

- Vi venter, at Petrelintids tiltalende tolerabilitetsprofil vil blive bekræftet i de kommende fase 2-tal, hvilket vil give det en konkurrencemæssig fordel i et voksende tæt marked, fortsætter de.

Sent onsdag deltog Zealand Pharma desuden ved en konference i San Francisco arrangeret af JPMorgan. Topchef Adam Steensberg fortalte her, at biotekselskabet står et godt sted til at kunne udnytte mulighederne inden for kunstig intelligens til at skabe nye lægemidler til behandling af stofskiftesygdomme, herunder svær overvægt.

Zealand stiger 0,9 pct. til 417,30 kr.

Med i vejret går Rockwool med et beskedent plus på 0,5 pct. til 207,95 kr., der følger en fremgang på 1,0 pct. onsdag.

Isoleringsaktien blev tirsdag sendt ned med 7,7 pct., da det kom frem, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde konfiskeret selskabets russiske fabrikker.

PANDORA PÅ PINEBÆNKEN

Pandora har haft en svær start på 2026 med sidste uges nedjustering og rekord på rekord til sølvpriserne.

Torsdag har aktien været forbi hele tre børshuse, der har sænket kursmålet for aktien, og hos franske BNP Paribas er anbefalingen også blevet sat ned.

Anbefalingen er nu "neutral" fra tidligere "outperform", og kursmålet er skåret til 625 kr. fra 1180 kr. Hos Morgan Stanley er kursmålet sideløbende sænket til 650 kr. fra 910 kr., mens anbefalingen "ligevægt" gentages. Også canadiske RBC har sænket kursmålet.

Sølvpriserne har natten til torsdag sat rekord i 93,75 dollar for en troy ounce, men er siden faldet til 89,66 dollar.

Aktien stiger 0,4 pct. til 558 kr.

Nederst i C25 ligger NKT imidlertid efter et sænket kursmål hos Goldman Sachs.

Kursmålet er sænket til 483 kr. fra 536 kr, og anbefalingen "sælg" gentages.

NKT falder 1,8 pct. til 797 kr.

DSV OG DANSKE VIGER FRA REKORDNIVEAU

DSV er til gengæld kommet godt fra start i det nye år, hvor aktien uden egentlige selskabsspecifikke nyheder har formået at sætte rekord hele fire gange.

Hos Deutsche Bank har man hævet kursmålet for aktien til 1980 kr. fra 1686 kr. og gentaget sin købsanbefaling.

Aktien viger fra rekordsporet med et marginalt fald til 1745 kr.

Også Novo Nordisk sendes baglæns trods et løftet kursmål.

Schweiziske UBS har løftet sit kursmål til 390 kr. fra 295 kr., men gentaget anbefalingen "hold".

Aktien bakker 1,5 pct. til 372,42 kr.

Danske Bank har fået hævet sit kursmål hos SEB. Her gentages anbefalingen "køb", mens kursmålet sættes op til 360 kr. fra 320 kr.

Bankaktien, der onsdag satte rekord i 324,30 kr., falder 0,3 pct. til 323,20 kr.

GENMAB SPÅS STÆRK OMSÆTNINGSVÆKST

Genmab ventes at præsentere en stærk prognose for omsætningsvæksten i 2026, når det danske medicinalselskab 17. februar offentliggør sit regnskab for fjerde kvartal af 2025.

Til gengæld kan indtjeningen i det nye år blive presset af opkøbet af Merus, vurderer Jyske Banks senioraktieanalytiker Henrik Hallengreen Laustsen i en optakt til regnskabet.

Årsregnskabet ventes at binde en pæn sløjfe på 2025 med en fortsat stærkt salg af Darzalex gennem partneren Johnson & Johnson. Det får investorerne allerede indsigt i 21. januar, når det amerikanske selskab offentliggør sit regnskab.

Genmabs kursmål løftes til 2300 kr. fra 2000 kr., men anbefalingen "hold" fastholdes.

Aktien bakker 1,6 pct. til 2215 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 87 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig