29. jul. 2026 kl. 07:16
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: NKT og Vestas trækker for i lysegrøn start for C25

Aktier/åbning: NKT og Vestas trækker for i lysegrøn start for C25

NKT og Vestas trækker pænt op på det danske aktiemarked onsdag morgen, hvor de to er med til at holde C25 oven vande i et marked, der også overordnet er skiftet fra negativt til let positivt. For de to enkeltaktier drejer begejstringen sig om positive meldinger fra konkurrenter i Europa, mens stemningen overordnet er blevet lidt forbedret trods nye angreb Iran og USA i mellem i Mellemøsten.

Efter godt ti minutters handel stiger C25-indekset med 0,5 pct. til 1858,08 oven på tirsdagens plus på 0,9 pct.

En afgørende rolle i markedet vil flere store teknologinavne formentlig også få onsdag, hvor investorerne desuden venter på en rentebeslutning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Her er forventningen umiddelbart en fastholdelse af renten.

Sydkoreanske SK Hynix blev allerede fra morgenstunden sendt i knæ trods en indtjeningsvækst på over 550 pct. i andet kvartal, og senere blander Microsoft, Meta Platforms og Qualcomm i USA sig med regnskaber.

VESTAS- OG NKT-KONKURRENTER LEVERER STÆRKT

Både Vestas og NKT får blandt enkeltaktierne opmærksomhed onsdag efter regnskaber fra europæiske konkurrenter.

For vindmølleproducentens vedkommende er der tale om tal fra den tyske rival Nordex, som mere end fordoblede sit driftsresultat i andet kvartal, der også endte bedre end ventet i markedet.

Driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) endte på 224 mio. euro mod 108 mio. euro i andet kvartal sidste år. Analytikerne havde ventet 192,7 mio. euro, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Stigende oliepriser kan desuden være understøttende for Vestas-aktien, fordi det øger konkurrencedygtigheden af den grønne energi, som vindmølleproducenten er med til at udbygge.

Vestas stiger i den indledende handel med 2,4 pct. til 171,55 kr.

Den franske NKT-rival Nexans leverede også noget bedre end ventet i sit første halvår 2026, og det har fået selskabet til at opjustere forventningerne til hele året.

Prognosen for hele årets driftsresultat før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) er blevet løftet til 770-840 mio. euro fra tidligere 730-810 mio. euro.

NKT-aktien stiger fra start onsdag med 2,6 pct. til 874,25 kr.

NORDEA FÅR LØFTET KURSMÅL

Storbanken Nordea har fået løftet sit kursmål hos italienske Mediobanca til 123,33 kr. fra 116,60 kr., viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen er dog fortsat i negativt terræn på "underperform".

Aktien stiger onsdag morgen med 0,9 pct. til 130,25 kr.

For FLSmidth-interesserede kan der også være nyt at hente i strømmen af udenlandske regnskaber. Der er således tal fra både japanske Komatsu, der indgår i en anden del af værdikæden i mineudstyrssektoren end den danske ingeniørkoncern, og mineselskabet Rio Tinto, der kan kaste lys over investeringslysten blandt mineselskaberne. Kolmatsu opjusterede sine forventgninger og steg på børsen i Tokyo

FLSmidth-aktien stiger med 1,2 pct. til 473 kr.

For Rockwool, som tirsdag steg 3,5 pct. på baggrund af faldende oliepriser, er onsdag omvendt i vælten på grund af stigende priser.

Det gør ofte ondt på aktien i stenuldsproducenten, fordi højere priser gør den energitunge produktion dyrere, og det er også tilfældet onsdag morgen, hvor Rockwools B-aktie falder med 1,8 pct. til 198,30 kr. og dermed er i bunden af C25.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,4
Baseret på 441 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig