Ørsted og Vestas topper fra åbningen på det danske aktiemarked tirsdag, efter at en føderal dommer i USA har underkendt præsident Donald Trumps ordre til myndighederne om at stoppe for udstedelsen af tilladelser til vindprojekter.
Mærsk-aktierne viser også gode takter sammen med Danske Bank efter positivt analysekommentarer fra Citi for de to sværvægtere i C25.
Efter fem minutters handel er der stigninger i 16 af de 25 aktier i C25, som samlet stiger 0,7 pct. til 1773,10. Dermed mangler indekset kun at stige 0,2 pct. for at være tilbage til udgangspunktet for året.
Ørsted og Ørsted topper i C25 med stigninger på henholdsvis 2,4 og 2,7 pct. efter nyheden om, at en føderal dommer har underkendte præsident Donald Trumps ordre til myndighederne om at stoppe for udstedelsen af tilladelser til og nye leasingaftaler for vindprojekter.
Dommeren valgte dermed at følge mere end 12 delstaters anmodning om, at Donald Trumps fastfrysning af alle vindprojekter skulle sættes til side. Det skriver Bloomberg News.
Der er også fokus på Danske Bank, som Citi nu har som sin "top pick" i det nordiske bankunivers. Tidligere var det Nordea, der var "top pick", men Citi fortsætter med at have købsanbefalinger af begge bankers aktier.
Danske Bank stiger 0,7 pct. til rekordkursen 305,20 kr., og Nordea ligger ligeledes 0,7 pct. højere i 115,75 kr.
KURSMÅL FOR MÆRSK LØFTET
Mærsk får også opmærksomhed fra Citi, der nu vurderer, at indtjeningen i rederikoncernen bliver højere end tidligere ventet både i fjerde kvartal i år og næste år. Det skyldes højere end ventede fragtrater og lavere bunkeromkostninger.
Kursmålet for aktien opjusteres derfor med godt 4 pct. til 14.929 kr. fra 14.352 kr., mens anbefalingen uændret lyder på "neutral".
Citi venter nu, at Mærsk lander en driftsindtjening på EBIT-niveau for 2025 over selskabets egen forventning 3-3,5 mia. dollar. Citi ser nu et EBIT på godt 3,7 mia. dollar mod tidligere godt 3,2 mia. dollar. For 2026 opjusterer Citi forventningen til hele året til et EBIT-overskud på 716 mio. dollar mod et tidligere ventet underskud på 485 mio. dollar.
Mærsk B stiger 1,5 pct. til 13.580 kr.
FUSIONSBANK HAR VALGT BANKDATA
AL Sydbank fortalte efter børslukketid mandag, at den har valgt Bankdata som fusionsbankens it-leverandør. Dermed valgte banken Sydbanks datacentral, mens det blev til et exit fra BEC, som de to andre banker i fusionen, Vestjysk Bank og Arbejdernes Landsbank, brugte.
Det koster en udtrædelsesgodtgørelse, der allerede forfalder i december 2025 mod tidligere forventet i 2026. At betalingen allerede sker i år begrunder banken med "høj hastighed i fusionsprocessen".
- Dette medfører nye forventninger til årets resultat efter skat, der nu forventes at være i intervallet 1,7-1,9 mia. kr. mod tidligere forventet i intervallet 2,4-2,6 mia. kr., skriver AL Sydbank.
AL Sydbank-aktien falder 1,0 til 560,50 kr.
LOVENDE RESULTATER FRA GENMAB
Genmab har mandag aften oplyst om resultater fra et fase 1/2-studie med sit kræftmiddel Epcoritamab, som har vist lovende resultater i behandlingen af patienter med Richter transformation (RT).
I studiet med navnet Epcore CLL-1 havde patienter, der fik midlet, høje responsrater og forlænget overlevelse, både i førstelinje og senere behandlinger.
Epcoritamab er en antistofbehandling udviklet af Genmab og Abbie og blev i maj 2023 i USA godkendt til behandling af voksne patienter med relapseret eller refraktær diffust storcellet B-cellelymfom.
Genmab falder 1,1 pct. til 2033 kr.
.\\˙ MarketWire