05. jan. 2026 kl. 08:19
130 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Pandora sendt i rødt efter sænket anbefaling

Aktier/åbning: Pandora sendt i rødt efter sænket anbefaling

Pandora dykker mandag ved åbningen oven på dårlige nyheder om både stigende sølvpriser og en sænket anbefaling fra storbanken DNB Carnegie.

Generelt for det danske aktiemarked tegner det til en grøn dag, og det danske eliteindeks C25 åbner i et plus på 0,5 pct. i 1836,33.

Dermed reagerer det danske marked umiddelbart behersket på weekendens dramatiske begivenheder i Venezuela, samt den amerikanske præsident Donald Trump gentagede udtalelser om, at USA har brug for Grønland.

PANDORA FÅR SÆNKET ANBEFALING

Pandora falder mandag efter smykkeselskabet har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos DNB Carnegie, som samtidig skærer en stor luns af kursmålet til 740 kr. fra 1250 kr.

Det fremgår af data fra Bloomberg.

Derudover er sølvprisen mandag morgen også steget sammenlignet med fredagens lukkeniveau, hvilket har det med at sende Pandora-aktien ned.

DNB Carnegies nye kursmål indikerer der et stigningspotentiale på 6,4 pct. over de kommende 12 måneder for smykkeaktien sammenlignet med slutkursen fredag.

Pandora falder med 2,4 pct. til 678.

Modsat Pandora finder man Genmab i toppen af C25-indekset med et plus på 2,3 pct. til 2053 kr. Lige efter ligger FLSmidth med en gevinst på 2,8 pct. til 4463 kr. mandag morgen.

BEGRÆNSET PÅVIRKNING AF MILITÆRT ANGREB

Generelt påvirker geopolitisk uro aktiemarkederne negativt, men mandag stjæler teknologi- og AI-aktierne handlernes fokus, især i USA, vurderer Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank.

- Her til morgen stiger aktiemarkederne og det dominerende tema er ikke geopolitik, men derimod optimisme omkring teknologi og ikke mindst kunstig intelligens, lyder det fra chefstrategen.

Den positive stemning skyldes blandt andet, at selskabernes indtjeningsmuligheder fortsat vil være de samme, samt at der nu er mulighed for lavere oliepriser, hvis USA får installeret en regering i Venezuela, som er venligsindet over for landet, påpeger Frank Øland Hansen.

VESTAS FÅR HÆVET ANBEFALING TIL "KØB"

Vestas-aktien får mandag morgen hævet sin anbefaling af Fearnley fra "køb" til "hold". Samtidigt banker Fearnley vindmølleproducentens kursmål op til 205 kr. fra 149 kr.

- Vi hæver Vestas til "køb" fra "hold", da vi ser en klar vej for yderligere marginekspansion de kommende år, skriver Fearnley Securities, der fortsat ser et attraktivt forhold mellem risiko og afkast, selv om vindaktien sidste år bragede i vejret med 77 pct.

Fearnley vurderer, at Vestas er godt positioneret gående ind i 2026, idet lavmarginordrer er erstattet med ordrer med højere gennemsnitspriser. Derudover vil en lavere omkostningsbase understøtte en marginfremgang.

Men til trods for de positive udtalelser fra finanshuset ligger vindmølleproducentens aktie stort set uændret i 178,60 kr. - 0,03 pct. lavere end fredag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 71 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig