26. aug. 2026 kl. 09:34
74 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Ambu synker i dybet mens AL Sydbank fortsætter rekordjagt efter regnskaber

Aktier/middag: Ambu synker i dybet mens AL Sydbank fortsætter rekordjagt efter regnskaber

Medicoselskabet Ambu sendes onsdag sydover efter et blandet regnskab, mens AL Sydbank melder dig i koret af banker, der har det godt. Helt i top ligger Ørsted trukket af en løftet anbefaling.

Mærsk er ramt af flere sælgere i markedet end købere, og Bavarien sendes en smule ned af, at selskabets topchef har solgt en stor klump aktier.

Samlet ligger det danske eliteindeks, C25, med et lille fald på 0,3 pct. til 1930,25, efter en ellers god periode, hvor indekset er steget fem dage i streg. Tager man udgangspunkt i lukkeniveauet tirsdag, er eliteindekset steget med 5,1 pct. i august. Til sammenligning lyder årets samlede plus på 6,1 pct.

- Det er helt naturligt, at vi kommer en lille spids ned efter en god periode. Og i dag er det Ambu, der trækker i indekset, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

STORE KLØ TIL AMBU

Ambus nedtur har rod i regnskabet for tredje kvartal 2025/26 efter dansk børslukning tirsdag, og her blev forventningerne til den organiske vækst præciseret nedad, mens marginforventningerne nyder godt af toldrefusioner fra USA.

- Tredje kvartal landede lidt blandet - og det er nok især kvaliteten af indtjeningen, der skuffer. Jeg havde dog ikke gættet på et drop på op til 17 pct., siger Mads Zink og fortsætter:

- Vi havde regnet med et fald på 5-10 pct., men markedet er konsekvent og brutalt, når noget skuffer.

Ambu falder som en betonklods helt til bunden af eliteindekset med et fald på 16,8 pct. til 65,15 kr.

Modsat ligger AL Sydbank i top med et plus på 1,6 pct. til 663,50 kr. - på vej mod tredje rekord i rap - efter et godkendt regnskab, hvor andet kvartal overraskede positivt. Og banken har da også en oppræcisering af forventningerne til 2026 med til markedet og venter nu et nettoresultat i den øverste halvdel af det tidligere udmeldte forventningsinterval på 3500-4000 mio. kr.

- Bankerne har det generelt godt, og AL Sydbank melder sig nu ind i koret, siger Mads Zink.

Helt i toppen af C25 ligger Ørsted med et plus på 2 pct. til 142,40 kr. Energikoncernen har fået løftet sin anbefaling af analytikerne i den amerikanske storbank Citi til "køb" fra " neutral". Kursmålet er dog finjusteret til 165 kr. fra 169 kr.

MÆRSK I RØDT

Tunge Mærsk ligger med i bunden onsdag middag med et fald på 2 pct. til 21.640 kr. for B-aktien.

- Der er noget gevinsthjemtagning i dag. Og det er helt naturligt, eftersom aktien er steget med 25 pct. på to uger, siger Danske Banks chefhandler.

Modsat ligger også indekstunge Novo Nordisk, der stiger 0,7 pct. til 309,80 kr. uden egentligt nyt til at drive aktien.

FLSmidth bliver samtidig bare ved med at give. Ingeniørkoncernens aktie stiger onsdag 1,3 pct. til 605 kr. og flirter igen med sit rekordniveau på 611 kr. fra februar.

- Det virker som om, markedet er blevet ret positiv på FLS igen. Og ser vi på de analytikere, der dækker aktien, siger de 14 "køb" og én siger "sælg". Så det er den trend, der rammer selskabet, vurderer Mads Zink.

Blandt sidepapirerne falder Bavarian Nordic på, at selskabets topchef, Paul Chaplin, har solgt en større portion aktier i vaccinekoncernen svarende til mere end 19 mio. kr. Aktien falder 1,8 pct. til 214,20 kr.

- Det er meget normalt, at en direktør sælger aktier. Så det skal vi ikke lægge for meget i. Men det virker altid lidt som et signal for markedet, siger Mads Zink.

GUBRA MODTAGER MILEPÆLSBETALING

Gubra kan se frem til en milepælsbetaling på 50 mio. dollar - eller omtrent 320 mio. kr. - efter at partneren Abbvie har sat gang i et fase 2-studie med amylinanalogen ABBV-295.

Aktien falder dog med 0,6 pct. til 400 kr.

Per Aarsleff gentog onsdag morgen sine forventninger til hele regnskabsåret i forbindelse med sit regnskab for de første ni måneder, der bød på fremgang i både omsætning og driftsresultat.

Derimod kunne Torm løfte sine årsforventninger, så der nu ventes et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 1000-1200 mio. dollar mod tidligere ventet 800-1100 mio. dollar.

Per Aarsleff-aktien falder med 3,2 pct. til 751 kr., og aktien i Torm er efter et stort hop i de tidlige handler fladet ud og ligger ved middagstid uændret.

Og så straffes Installatørgruppen hårdt, efter at selskabet har aflagt sit første regnskab som børsnoteret selskab.

Et regnskab, der trods vækst på toplinjen bød på en række omkostninger, herunder 47,7 mio. kr. relateret til børsnoteringen den 11. juni.

Aktien falder med 18,4 pct. til 10 kr., hvilket betyder, at den præcis har mistet en tredjedel af sin værdi siden børsnoteringen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 550 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig