ISS finder sine ben igen i middagshandlen onsdag efter et markant dyk tirsdag, mens analysenyt sender Østed til bunden i en ellers positiv stemning blandt investorerne.
Stemningen er en smule afventende, da der kommer nøgletalsnyt fra USA, hvor statistikerne kæmper for at få lukket hullet af manglende data efter en lang regeringsnedlukning i efteråret.
Samlet stiger eliteindekset, C25, 0,2 pct. til 1760,51 midt på handelsdagen.
- Markedet ligger mere stabilt nu, end det har gjort i lang tid, og det kan investorerne godt lide. 2025 har været præget af uforudsigelighed - men det er blevet lidt mere forudsigeligt, og nu spejder investorerne i stedet efter nøgletal, og makronyt tager over, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
RYSTET ISS TAGER EN PUSTER
ISS var tirsdag prygelknabe på børsen, da aktien faldt 7,7 pct., efter nyheden om at et datterselskab er sat i forbindelse med renoveringen af det boligkompleks, der i sidste uge brød i brand i Hongkong.
- Aktien faldt nok for meget i går. Men den undersøgelse, der nu går i gang, skaber usikkerhed. ISS selv har oplyst, at selskabet kun havde administrative opgaver i boligkomplekset, og det lyder ikke som om, selskabet kan drages til ansvar. Men det skaber usikker, der kan vare ved, vurderer Mads Zink og fortsætter:
- Vi har tidligere set en brand i London - men den skaber ikke præcedens, da reglerne i Hongkong og London formentlig er ret forskellige. Og selv om ISS er forsikret, så kan sådan en sag skade omdømmet.
Onsdag middag stiger aktien 1,8 pct. til 200,60 kr.
Helt i top ligger Zealand Pharma med et plus på 3,4 pct. til 504 kr. uden nyt.
- Novo er også kravlet i plus, og vi ser ofte, at når der købes aktier i Novo, smitter det af på Zealand, siger Mads Zink.
Novo Nordisk stiger marginalt til 307,10 kr.
ØRSTED OG TRYG MED I BUNDEN
Ved middagstid ligger Ørsted med et fald på 2 pct. til 138,05 kr. Energikoncernen har fået gentaget salgsanbefalingen af Citi, der dog har løftet kursmålet til 122 kr. fra 105,60 kr.
- Ørsted har haft det rigtigt godt og er steget fra omkring 113 kr. i starten af november. Så der er nok nogen, der sælger ud, siger Mads Zink.
Også Tryg er presset i middagshandlen - og det kan der være en helt speciel årsag til:
- Vi ser at forsikringsaktierne også falder i Europa, og Tryg følger efter lige som Alm. Brand. Tryg bliver brugt lidt som en parkeringsaktie, når der er urolige tider - og nu ser det ud til, at der bliver solgt lidt ud af den sektor, siger Danske Banks chefhandler.
Tryg taber 1,4 pct. på kursen til 157,90 kr., og Alm. Brand falder 1,2 pct. til 17,98 kr.
.\\˙ MarketWire