16. feb. 2026 kl. 10:50
33 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Mærsk og NKT i bunden af rødt C25

Aktier/middag: Mærsk og NKT i bunden af rødt C25

Det danske aktiemarked halter mandag middag lidt efter de øvrige markeder i Europa, hvor der generelt er beherskede stigninger, mens eliteindekset herhjemme ved 11.15-tiden ligger 0,4 pct. lavere i 1801,07.

- Det er en relativt stille start på ugen, i forhold til det vi så i sidste uge. Danmark er en lille spids ned, mens Europa ligger en lille spids højere, og det er nok sammensætningen af indeksene, der gør forskellen.

- Bankerne kommer tilbage, efter at de var lidt pressede i sidste uge, og banker fylder lidt mere i Europa, end de gør i Danmark, så det er nok årsagen til, at vi ligger, som vi gør - og så er indekstunge Novo også i minus herhjemme, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Novo Nordisk, som vægter tungest i C25-indekset, falder med 1,1 pct. til 307,20 kr.

HÆVET KURSMÅL TIL ØRSTED

I toppen af C25 ligger Ørsted med en stigning på 3,9 pct. til 152,40 kr.

Finanshuset Kepler Cheuvreux har hævet anbefalingen af energikoncernens aktie til "køb" fra "hold". Kursmålet er desuden blevet løftet til 175 kr. fra 150 kr., fremgår det af Bloomberg News.

GN ligger også helt fremme med et plus på 3,6 pct. til 101,55 kr. uden umiddelbare nyheder.

Desuden stiger alle tre banker i eliteindekset. AL Sydbank fører her an med en stigning på 2,9 pct. til 535,50 kr. Danske Bank stiger desuden 2,2 pct. til 333,20 kr., mens Jyske Bank ligger 0,5 pct. højere i 938 kr.

Det sker efter fald på 2,7-3,5 pct. fredag, hvor det var bankernes tur til at blive ramt af bekymringer for, hvad kunstig intelligens, AI, kan få af betydning.

- Bankerne var lidt pressede fredag, hvor der var bekymring for, at AI kunne være negativt for dem. Det blev de måske presset lidt for meget ned på, så det er sådan en naturlig modreaktion, at de henter lidt af det ind igen, forklarer Mads Zink.

DSV FORTSÆTTER NEDTUR

DSV var i sidste uge også ramt af frygt for AI-disruption, hvilket også ramte andre speditør- og logistikvirksomheder, og aktien leder tilsyneladende fortsat efter bunden.

Mandag middag ligger DSV 1,4 pct. lavere i 1665,50 kr. og er i løbet af de seneste tre dage faldet 12,5 pct. fra rekordkursen onsdag på 1902,50 kr.

- Det er lidt bemærkelsesværdigt, at den falder så meget på noget, som man kan diskutere, om det egentlig er negativt eller positivt for DSV. Der er masser i AI, der også kan gøre DSV mere effektivt, så jeg undrer mig lidt over, at markedet er så skræmt af det. Men der er altså ikke mange, der har udnyttet kursfaldet til at samle aktien op, og det er bemærkelsesværdigt, siger Mads Zink.

Der er branchenyt til Mærsk, da rederiets partner på rutenetværket Gemini fra Asien til Europa - tyske Hapag-Lloyd - er i fremskredne forhandlinger om køb af det israelske rederi, Zim.

Der meldes om en pris på over 3,5 mia. dollar, skriver Bloomberg News med henvisning til det israelske medie Calcalist.

- Du kan altid diskutere, om sådan noget skal være positivt eller negativt. Fordi hvis du får konsolideret markedet er der mange, der snakker om, at det er positivt. Det er også en relativt høj pris på 3,5 mia. dollar. Men Mærsk-aktierne bliver presset lidt ned, konstaterer Mads Zink.

Mærsks B-aktie falder 2,2 pct. til 14.990 kr.

Helt i C25-bunden ligger NKT med et fald på 3,1 pct. til 790,50 kr. efter et fald fredag på 3,0 pct. Onsdag i sidste uge lukkede kabelaktien i rekordkursen 842 kr.

ALK-Abelló kan frem mod fredagens årsregnskab for 2025 se sin anbefaling hos DNB Carnegie blive løftet til "køb" fra "hold". Kursmålet forbliver samtidig på 243 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

ALK-aktien stiger med 0,9 pct. til 214 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 150 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig