Der hersker fin stemning på det danske aktiemarked onsdag formiddag, hvor investorerne fejrer et stærkt regnskab fra NKT, mens Bavarian derimod må se investorerne vende tomlen nedad.
C25-indekset ligger ved 11.15-tiden 1 pct. højere i 1783,15.
- De seneste to uger har stået i regnskabssæsonens tegn. Der er rigtigt mange selskaber, der har rapporteret i løbet af de seneste otte til ti dage. Samtidig er der ikke kommet så meget nyt fra Mellemøsten, så vi har haft ro til at fokusere på selskabsspecifikke forhold. Og vi må sige, at vi har set en pæn regnskabssæson i USA, og det samme mønster ser vi i Europa og Danmark, fremhæver Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, over for MarketWire.
Han peger på, at særligt NKT's regnskab skiller sig positivt ud onsdag.
- De har en stærk indtjening, og en meget stærk margin i grid solutions, siger Mads Zink.
NKT fastholder forventningerne til 2026 og melder om hidtil uset sigtbarhed, når det kommer til indtjeningen.
- Vi har nu en ordrebog på 13,5 mia. euro og derudover yderligere 2,5 mia. euro i indgåede aftaler, hvilket er uden fortilfælde i NKT's historie. Det er en rekordstor ordrebog og betyder naturligvis også en hidtil uset indtjeningssigtbarhed, siger Claes Westerlind, topchef i NKT.
NKT-aktien stiger 5,3 pct. til 1037 kr. og har for første gang passeret 1000 kr., efter at den mandag kortvarigt var oppe at kysse det runde beløb.
FLSMIDTH HOLDER SIG FLYDENDE
For FLSmidth viste regnskabet ifølge Mads Zink en lidt svagere indtjening og omsætning end ventet.
- Men ordreindgangen ser god ud, og det er det, aktien handles lidt højere på, siger Mads Zink.
FLSmidth er steget 0,5 pct. til 447,40 kr.
Med fremme er også Novo Nordisk, der går frem med 2,6 pct. til 304,20 kr.
- Momentum virker til at være skiftet for Novo. Der har været mange kvartaler, hvor alt fra Novo blev tolket negativt, men det er skiftet. Og selv om der ikke rigtigt er noget nyt, så er markedet positiv over for Novo, siger Mads Zink.
I samme branche ligger Bavarian underdrejet med 5,2 pct. til 188 kr. oven på sit regnskab, der skuffede lidt målt på omsætningen. Det er dog bare et par dage siden, at Bavarian opjusterede forventningerne til hele året.
- Så jeg er lidt overrasket over, at den sætter sig på det her. Men der er nogle lidt bløde punkter i resultatet, siger Mads Zink.
Imens falder Coloplast 0,4 pct. til 405,40 kr., efter at en stribe banker har snittet deres kursmål oven på tirsdagens kvartalsregnskab.
Produkttankrederiet Torm kan se krigen i Mellemøsten sende fragtraterne til vejrs, og på den baggrund opjusterer rederiet forventningerne til hele året.
Torm stiger 4,2 pct. til 228 kr.
.\\˙ MarketWire