09. feb. 2026 kl. 10:42
41 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Novo tager fronten efter rivals tilbagetrækning af kopipille

Aktier/middag: Novo tager fronten efter rivals tilbagetrækning af kopipille

Novo Nordisk fører an blandt de danske aktier ved middagstid mandag, efter at de amerikanske myndigheder har varslet indgreb over for kopier af vægttabsmidler.

Sundhedsplatformen Hims & Hers har samtidig trukket sin kopi af Novos nylancerede og patentbeskyttede Wegovy-pille tilbage blot et par dage efter den overraskende lancering.

Samlet stiger C25-indekset med 1,1 pct. til 1869,38.

- FDA tog virkelig handling og sørgede for, at Hims & Hers fik fjernet den her pille fra deres hjemmeside og dermed ikke sælger den længere, siger Martin Munk , senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

NOVO TIL VEJRS

Novo Nordisk har hen over weekenden taget et vigtigt stik hjem i kampen mod kopikonkurrence i USA.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, annoncerede fredag, at den har til hensigt at indføre restriktioner mod kopier af GLP-1-medicin i USA. Efterfølgende annoncerede Hims & Hers trukket, at det trækker sin kopi af Wegovy-pillen tilbage.

- Det er selvfølgelig rigtigt positivt, at den konkurrent er ude af billedet, så Novo stadigvæk lige nu er den eneste, der har en pille til fedmebehandling, fortsætter Martin Munk.

Ved middagstid mandag stiger aktien i Novo med 8,3 pct. til 320,15 kr. efter en gevinst på 5,3 pct. fredag, men fald på 7,9 pct. torsdag og 17,2 pct. onsdag, hvor 2026-prognosen skuffede brede dele af markedet.

Desuden er udviklingen i Novo-aktien med til at sende Zealand Pharma i plus med 4,7 pct. til 425,70 kr. Aktien dykkede torsdag med over 7 pct., mens den fredag rettede sig 2 pct.

GRØNNE AKTIER I FOKUS

I modsat ende af eliteindekset dykker aktien i Vestas, efter at vindmølleproducenten har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos finanshuset Kepler Cheuvreux.

- Vestas har haft det svært siden regnskabet: I dag er det så Kepler Cheuvreux, der er ude og sænke sin anbefaling, og det kan være med til at forklare dagens udvikling. Ellers synes vi umiddelbart, at reaktionen på regnskabet var lidt hård, udtaler Martin Munk.

Vestas-aktien falder med 1,4 pct. til 162,40 kr., efter at vindmølleselskabets årsregnskab torsdag på dagen sendte aktien aktien 8,7 pct. ned, mens den fredag fortsatte ned med 6,6 pct.

Regnskabet skuffede lidt med udviklingen i fjerde kvartal, mens helårsprognosen nogenlunde flugtede med analytikernes estimater. Dog var der blandt analytikerne lidt skuffelse at spore over selskabets forventninger til serviceforretningen i 2026.

Modsat stiger Ørsted 2 pct. til 147,10 kr. Energikoncernen har fået løftet sit kursmål til 140 kr. fra 130 kr. hos DNB Carnegie, der gentager anbefalingen "hold".

Børshusene har desuden været flittige til at sænke kursmålene for Coloplast efter fredagens regnskab, der sendte medicoaktien 8,2 pct. baglæns til 493,50 kr.

Ændringerne kommer efter et lidt svagere end ventet regnskab for første kvartal 2025/26, der samtidig afslørede, at højvækstforretningen Kerecis er ramt af usikkerhed om tilskudsregler i USA. Coloplast lukkede fredag i laveste niveau siden 2018, og fortsætter yderligere 1,4 pct. ned til 486,70 kr. mandag.

PANDORA I BUNDEN

Pandora ligger ved middagstid i bunden af eliteindekset påvirket af en stigning i sølvprisen på omkring 5 pct.

Martin Munk noterer dog, at Pandora bør blive mindre afhængige af sølvprisernes udvikling fremadrettet. I forbindelse med sidste uges årsregnskab var den store nyhed fra Pandora, at smykkeselskabet fremover i højere grad vil satse på forgyldte platinsmykker frem for sølv.

- Pandora er ikke så afhængig af sølvprisen længere, og volatiliteten, som sølv skaber, skal nok til at mindskes, vil jeg bedømme ud fra de meldinger, Pandora er kommet med, siger Martin Munk.

- Og de har stort set afdækket sølvforbruget i 2026, hvis ikke 100 pct. Samtidig med, at man bliver mindre afhængig af sølv, gør det, at det urolige billede på aktien, når sølvet bevæger, sig bør forsvinde, fortsætter han og tilføjer, at dagens udvikling dog kobles til sølvprisen.

Mandag falder Pandora-aktien med 3,3 pct. til 551,40 kr., efter en samlet fremgang på 11 pct. siden årsregnskabet.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 139 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig