27. jul. 2026 kl. 09:31
113 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Optimismen spirer efter weekend uden angreb og stort olieprisfald

Aktier/middag: Optimismen spirer efter weekend uden angreb og stort olieprisfald

Opløftende nyt fra analytikerkorpset samt reducerede spændinger i Mellemøsten er de primære drivkræfter for mandagens udvikling på det danske aktiemarked.

Vanen tro sendes Mærsk-aktierne ned på mindre uro i Mellemøsten, mens blandt andet Danske Bank og Nordea understøttes af løftede kursmål.

- Vi har plusser de fleste steder i Europa på nær i Norge på optimisme om, at der i weekenden ikke har været en negativ udvikling i Mellemøsten, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Et par nætter uden amerikanske angreb på Iran har sendt Brent-olien mere end 8 pct. baglæns.

Det giver medvind herhjemme med et plus 0,4 pct. til 1837,44 for det danske C25-indeks. Til sammenligning ligger det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks med et plus på 0,7 pct., mens det energitunge norske OBX-indeks falder 1,3 pct.

MINDSKET URO I MELLEMØSTEN RAMMER MÆRSK

De reducerede spændinger i Mellemøsten giver modvind for Mærsk, hvor B-aktien med et tab på 2,3 pct. til 16.627,50 kr. indtager bundplaceringen i C25-indekset.

Modsat hjælper de faldende energipriser, hvor også gasprisen sætter sig knap 6 pct., Rockwool-aktien, der løftes med 1,4 pct. til 195,70 kr.

De forbrugsrelaterede aktier har medvind i Europa, og det kan ifølge Martin Munk måske være en forklaring på, at Pandora-aktien med et plus på 2,4 pct. til 776 kr. ligger med helt fremme i C25-feltet. Det sker på trods af en stigning på cirka 2 pct. for sølvprisen.

DEMANT OG STORBANKER FÅR RYGKLAP

Danske Bank og Nordea lukrerer på løftede kursmål hos den amerikanske storbank Morgan Stanley. Begge banker var regnskabsaktuelle i forrige uge.

Danske Bank har fået løftet sit kursmål hos Morgan Stanley til 400 kr. fra 375 kr., og samtidig gentages den positive anbefaling "overvægt". Samme anbefaling gentager Morgan Stanley for Nordea, der får hævet sit kursmål med 9 kr. til 129 kr.

Danske Bank stiger 1,9 pct. til 363,10 kr., og Nordea følger lige i hælene med en stigning på 1,4 pct. til 130,10 kr.

Demant har med et plus på 1,4 pct. til 277,40 kr. også vind i sejlene. Også her er det analytikernyt, der understøtter aktien, forklarer Martin Munk, der blandt andet henviser til, at aktien er kommet på JPMorgans liste for aktier med udsigt til mulige positive katalysatorer.

Yderligere har Demant-aktien også fået lagt 30 pct. oven i sit kursmål hos ABG, der nu sigter efter 325 kr. mod tidligere 250 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Uden selskabsspecifikt nyt ligger medicoaktierne Coloplast og Ambu med stigninger på henholdsvis 2,5 pct. til 413,80 kr. og 2,1 pct. til 69,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,4
Baseret på 439 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig