07. sep. 2026 kl. 10:10
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Jyske Bank om svag dansk krone: Værktøjskassen hos Nationalbanken er åben

Jyske Bank om svag dansk krone: Værktøjskassen hos Nationalbanken er åben

En svag dansk krone kræver fortsat støtte fra Nationalbanken, der ventes at fortsætte sine kronekøb.

Samtidig er risikoen for en selvstændig renteforhøjelse blevet højere, selv om forventningen for nu lyder, at Nationalbanken følger Den Europæiske Centralbank (ECB) og hæver renten med 25 basispoint, så foliorenten når 2,10 pct., efter torsdagens rentemøde.

Sådan lyder det hos Jyske Bank, efter at Nationalbanken i august intervenerede og købte for 5,6 mia. kr. for at støtte kronen.

Med kronekøbene signalerede Nationalbanken et ønske om at, at der skal under 7,4760 kr. til en euro "som var omkring toppen i august, og juni, hvor Nationalbanken også intervenerede," fremgår det af et notat fra Jyske Bank. I juni lød interventionen på 0,7 mia. kr.

- Risikoen for en selvstændig renteforhøjelse er dog blevet højere, og presset på kronen vil i vores øjne fortsætte. Presset skyldes stadig rigelig kronelikviditet overfor faldende eurolikviditet og rentespændet til ECB på minus 40 basispoint, skriver Jyske Banks analytikerkorps og tilføjer:

- Uden en selvstændig renteforhøjelse er Nationalbanken derfor nødt til at fortsætte sine kronekøb for at holde kursen under 7,4760. Det vurderer vi, at den både kan og vil gøre. Vi forventer interventioner i lidt lavere størrelsesorden end i august resten af året og har indlagt 3 mia. kr. per måned.

Bankens forventninger står på to ben.

- For det første betyder den høje nettostilling, at Nationalbanken kan fortsætte med interventioner i samme tempo som hidtil, uden at kronelikviditeten bliver for knap. Det taler for intervention frem for renteforhøjelse, skriver Jyske Bank.

- For det andet kan Novo Nordisks udbyttebetaling til udenlandske investorer i august have skabt et midlertidigt ekstra pres på kronen og dermed gjort interventionen større, end den ellers ville have været. Det taler for, at interventionerne bliver lidt mindre end i august, hedder det videre i notatet.

Situationen kan dog ændre sig, understreger Jyske Bank, der noterer, at større interventioner og en selvstændig renteforhøjelse ikke kan udelukkes, hvis presset på kronen tiltager.

Der skal mandag middag 7,4745 kr. til for at købe en euro.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 600 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig