06. feb. 2026 kl. 07:30
158 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Coloplast og Ørsted afslutter tung regnskabsuge

Aktier/tendens: Coloplast og Ørsted afslutter tung regnskabsuge

En tung regnskabsuge rundes af fredag med friske tal fra Coloplast og Ørsted, mens de foregående dages tsunami af regnskaber fra fondsbørsens tungeste selskaber fortsat spiller med i form af justerede kursmål og anbefalinger.

Fredagens aktiemarked står i skæret af endnu en omgang globale kursfald. Wall Street lukkede med store fald torsdag efter endnu en dag rotation ud af teknologi og de asiatiske markeder har fulgt op med nye fald fredag morgen.

Futuresmarkedet peger på endnu en negativ dag fredag, da de amerikanske futures ligger med minus på 0,2-0,5 pct.

Den europæiske Stoxx 50 future peger på et minus på 0,1 pct., mens den tyske Dax-future går mod strømmen med et plus i samme størrelsesorden.

Torsdag lukkede det danske C25 -indeks i 1833,30 efter et fald på 2,6 pct.

Energikæmpen Ørsted fik et større underskud end ventet i fjerde kvartal. På bundlinjen står et minus på 3371 mio. kr. efter blandt andet en nedskrivning på 1,6 mia. kr., i forbindelse med at Ørsteds salg af den europæiske landvind-forretning til Copenhagen Infrastructure Partners, CIP.

Analytikerne havde før nyheden om frasalget estimeret et negativt resultat på 452 mio. kr.

Ses det på driften var fjerde kvartal også værre end ventet med et overskud før af- og nedskrivninger på 3869 mio. kr. mod de ventede 4256 mio. kr.

Selskabet venter et driftsoverskud i år eksklusive nye partnerskabsaftaler og udgifter til annulleringer på over 28 mia. kr.

Ørsted sluttede torsdag med et fald på 1,6 pct. til 139,35 kr.

Coloplast klarede sig næsten som ventet i det forskudte første kvartal. Omsætningen løb op i 7043 mio. kr. mod de ventede 7181 mio. kr., og med en driftsmargin på 26 pct. gav det et nettooverskud på 1397 mod estimerede 1374 mio. kr.

Koncernen fastholder forventningerne til hele regnskabsåret.

Coloplast faldt torsdag 0,5 pct. til 537,40 kr.

ISS har opsagt en kontrakt med en kunde i Storbritannien. Kontrakten, der udløber med udgangen af første kvartal, havde en årlig værdi af 300 mio. kr.

ISS faldt 1,0 pct. torsdag til 248,20 kr.

Pandora har fået justeret kursmålet hos flere finanshuse efter onsdagens sene regnskab med forventningerne til det nye år til den svage side.

Bernstein ser nu et langsigtet kursmål på 370 kr. mod før 430 kr. Anbefalingen er fortsat "underperform". JPMorgan sætter målet ned til 555 kr. fra 765 kr. og gentager anbefalingen "neutral", mens UBS nu ser et negativt kurspotentiale, da kursmålet sættes til 480 kr. fra 555 kr. Anbefalingen er fortsat "sælg".

Pandora lukkede torsdag i 541,20 kr, efter et plus på 5,6 pct.

Novo Nordisks skuffende regnskab har fået analytikerkorpset til at genoverveje deres kursmål for aktien. Sidste skud på stammer er det kinesiske børshus CICC, der justere kursmålet ned til 411,48 kr. fra 465,29 kr. Anbefalingen er fortsat outperform.

Novo sluttede torsdag 7,9 pct. lavere i 280,65 kr. og er dermed faldet på 24 pct. efter onsdagens regnskab.

Demant har fået kursmålet barberet til 235 kr. fra 290 kr. af det amerikanske finanshus Citi. Kursmålet ligger dog fortsat over 22 pct. højere end den aktuelle kurs, og anbefalingen "køb" gentages da også.

Demant faldt torsdag 1,1 pct. til 192,30 kr.

Kollegaen GN har fået kursmålet ned af JPMorgan, der efter torsdagens regnskab vurderer målet til 110 kr. mod hidtil 135 kr. Den "neutrale" anbefalingen gentages.

Samtidig reducerer Barclays kurspotentialet ned til 133 kr fra 140 kr. med anbefalingen "overvægt".

GN endte torsdag 12,8 pct. lavere i 92,76 kr.

DSVs regnskab har fået Morgan Stanley til at lægge 300 kr. oven i kursmålet for transportkoncernen. Nu lyder målet på 2000 kr. mod hidtil 1700 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "overvægt".

Torsdag faldt aktien 0,4 pct. til 1843 kr.

Den anden store danske transport-spiller, A.P. Møller-Mærsk, har fået kursmalet sat op af Wolfe Research, der sætter målet til 12.700 kr. mod hidtil 12.100 kr. Anbefalingen er fortsat "underperform".

Nordea reducerer til gengæld kursmål til 12.750 kr. fra 13.200 kr. Anbefalingen "sælg" gentages.

Mærsk faldt 3,7 pct. torsdag til 15.385 kr.

Rockwool har fået sat sit kursmål op efter onsdagens regnskab af ABG Sundal Collier til 215 kr. fra 195 kr. Anbefalingen er fortsat "hold".

Aktien faldt 2,8 pct. torsdag til 222,35 kr.

NNIT kom ud af 2025 med et underskud på bundlinjen på 24 mio. kr., efter et år præget af udfordrende makrovilkår og geopolitisk usikkerhed.

I det nye regnskabsår 2026 venter it-selskabet, at omsætningen målt i fast valuta vokser et sted mellem 0-5 pct.

NNIT lukkede torsdag i 43,00 kr. efter et fald på 3,5 pct.

Bioporto fremlagde torsdag aften foreløbige tal for fjerde kvartal samt forventninger til det nye år. Selskabets venter, at omsætningen i 2026 vokser til niveauet 48-58 mio. kr. fra 40,3 mio. kr. sidste år, og at driftsresultatet før af- og nedskrivninger forbedres til et tab på 50-60 mio. kr. fra et tab på 77 mio. kr. i 2025.

Bioporto steg 2,6 pct. torsdag til 0,97 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 225 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig