Temaet for fredag er fortsat krigen i Mellemøsten, der nok engang rammer de finansielle markeder. Som resultat af stridighederne er oliepriserne sparket over 100 dollar for en tønde Brent, og hvis det er nok, er der nye toldtrusler fra USA til at skabe røre i aktiemarkedet.
Ellers kører sommerferien for fuldt blus, og det betyder lav volumen i det danske marked. Men udlandet skruer ikke ned, da regnskabssæsonen er i højeste gear inden augusts primære ferieperiode i store dele af den vestlige verden.
Internationalt tog de amerikanske aktier et pænt dyk ikke mindst i teknologisegmentet efter skuffelser fra blandt andet Alphabet og Tesla, der i den grad fik ørerne i maskinen.
Der er til gengæld ikke udsigt til markant udsving i de store aktieindeks på Wall Street fredag. Futures indikerer små sving mellem plus og minus 0,1 pct., når markedet åbner i New York i eftermiddag.
De asiatiske aktiemarkeder har været badet i rødt med de teknologitunge indeks som største negative bidragsydere.
Den europæiske Stoxx 50 indikerer til gengæld en positiv åbning med et plus på 0,2 pct., og den tyske DAX-future, der til tider er en god indikator for det danske marked, overhaler med en stigning på 0,3 pct.
C25-indekset faldt torsdag 1,2 pct. til 1828,18.
Genmab og partneren Abbvie har torsdag aften offentliggjort nyt om et fase 3-studie med kræftmidlet Epkinly, der ikke formåede at indfri det primære endemål.
Epcoritamab, der er det aktive stof i Epkinly, viste ikke en statistisk signifikant forbedring af overlevelsesraten end ved behandling med kemoterapi og ét andet kræftmiddel mod tilbagevendende eller refraktære tilfælde af kræftsygdommen diffus storcellet B-lymfom hos patienter, hvor stamcelletransplantation ikke var en mulighed.
Midlet var ellers tildelt hurtigere behandling af lægemiddelstyrelsen i USA.
Genmab faldt torsdag 0,4 pct. til 1904 kr.
DSV har fået sænket endnu et kursmål - denne gang hos britiske Barclays efter det skuffende regnskab onsdag, der indikerede problemer med integrationen af DB Schenker.
Kursmålet lyder nu på 1950 kr. mod hidtil 2100 kr. med den fortsatte anbefaling "overvægt".
DSV lukkede torsdag i 1409 kr. efter et drop på 1,7 pct.
Servicegiganten ISS har udvidet samarbejdet med en global energiteknologikoncern med fem år. Kontrakten omfatter nu to europæiske markeder mere end den tidligere kontrakt.
Samtdig oplyser ISS også at have afsluttet sit samarbejde med en australsk sundhedsudbyder. Kontrakten, der udløber i fjerde kvartal, har en årlig værdi af 100 mio. kr.
ISS steg torsdag 0,8 pct. til 290 kr.
FLSmidth-investorerne kan skæve nordover, hvor den finske mineudstyrsproducent Metso i dagens løb aflægger regnskab. I sidste uge var det svenske Epiroc og Sandvik, der gjorde status for andet kvartal. De to var ikke kærkommen læsning for investorerne, der særligt bed fast i en skuffende ordreindgang.
FLSmidth faldt 0,5 pct. til en slutkurs torsdag på 472,40 kr.
Mærsk får som vanligt ratenyt fredag fra Kina, når rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) offentliggøres.
Indekset er faldet to uger i træk. Det samme er World Container Index, viste friske tal torsdag. I den seneste uge er indekset faldet 3,8 pct. til 4373,70 dollar.
Men i Asien er der fredag god stemning blandt Mærsks konkurrenter i shippingindustrien.
A.P. Møller-Mærsk B sluttede torsdag i 17.110 kr. Det var 0,9 pct. højere end onsdag.
.\\˙ MarketWire