Der er udsigt til medvind på det danske aktiemarked fra åbningen mandag, hvor Novo Nordisk kan glæde sig over, at de amerikanske myndigheder har varslet indgreb over for kopier af vægttabsmidler.
Samtidig har sundhedsplatformen Hims & Hers trukket sin kopi af Novos nylancerede og patentbeskyttede Wegovy-pille tilbage blot et par dage efter den overraskende lancering.
Internationalt er aktieklimaet samtidig gunstigt. Den tyske DAX-future stiger 0,3 pct., og i USA er S&P 500-indekset steget i omegnen af 1 pct. efter dansk børslukketid fredag medregnet små plusser på futuremarkedet mandag morgen. Desuden er det japanske indeks steget kraftigt efter en stor valgsejr til regeringspartiet LDP, der får flertal i det japanske parlaments underhus.
Fredag sluttede C25-indekset 0,9 pct. højere i 1849,60.
NOVO TIL VEJRS
Novo Nordisk tog hen overweekenden et vigtigt stik hjem i kampen mod kopikonkurrence i USA.
Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har fredag annonceret, at den har til hensigt at indføre restriktioner mod kopier af GLP-1-medicin i USA. Desuden har Hims and Hers trukket sin kopi af Wegovy-pillen tilbage.
Novo stiger mandag morgen på den tyske Tradegate-børs og handles omregnet i 310,30 kr. - 5 pct. højere end fredagens lukkekurs i København, hvor aktien steg 5,3 pct. til 295,50 kr.
GRØNNE AKTIER I FOKUS
Også Vestas og Ørsted kan få opmærksomhed fra åbningen.
Vestas, der faldt 6,6 pct. fredag til 164,70 kr., har fået hævet sit kursmål til 212 kr. fra 200 kr. hos JPMorgan, der gentager anbefalingen "overvægt".
Ørsted har fået løftet sit kursmål til 140 kr. fra 130 kr. hos DNB Carnegie, der gentager anbefalingen "hold". Ørsted steg fredag 3,5 pct. til 144,20.
Børshusene har desuden været flittige til at sænke kursmålene for Coloplast efter fredagens regnskab, der sendte medicoaktien 8,2 pct. baglæns til 493,50 kr.
Coloplast har fået sænket sit kursmål til 550 kr. fra 625 kr. hos Goldman Sachs, der fortsætter med anbefalingen "neutral".
Også Jefferies og SEB har begge skåret sine kursmål til 700 kr. fra henholdsvis 800 kr. og 830 kr., mens ABG Sundal Collier nu sigter efter 450 kr. mod tidligere 550 kr. Jefferies og SEB gentager anbefalingen "køb", mens ABG siger "sælg".
Ændringerne kommer efter et lidt svagere end ventet regnskab for første kvartal 2025/26, der samtidig afslørede, at højvækstforretningen Kerecis er ramt af usikkerhed om tilskudsregler i USA. Coloplast lukkede fredag i laveste niveau siden 2018.
FLSmidth, der fredag satte lukkerekord efter en stigning på 3,6 pct. til 591,50 kr., har fået løftet sit kursmål til 700 kr. fra 545 kr. hos ABG. Anbefalingen er stadig "køb".
PARKEN MED PROGNOSE
Parken Sport & Entertainment, der steg 0,3 pct. 169,50, har fredag aften meldt sin prognose for 2026 ud. Her går selskabet efter en omsætning på 1700-1800 mio. kr. samt et resultat før skat i niveauet 160-210 mio. kr. Forventningerne er baseret på, at fodboldklubben FC København kvalificerer sig til Europa Leagues gruppespil, oplyser selskabet.
Prognosen er lavere end selskabets seneste skøn for 2025 om en omsætning på 1800-1900 mio. kr. og et resultat før skat på 240-290 mio. kr.
.\\˙ MarketWire