15. dec. 2025 kl. 07:27
350 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Ørsted og FLSmidth i fokus på let positivt stemt marked

Aktier/tendens: Ørsted og FLSmidth i fokus på let positivt stemt marked

Ørsted, der skulle være tæt på et delvist frasalg af havvindprojekt i Taiwan, og FLSmidth, som er på vej ind i C25-indekset, er i fokus mandag morgen, hvor futures peger i retning af en let positiv start for aktiemarkederne i både Europa og USA.

Derudover kan C25-selskaberne Vestas, Demant, Pandora og AL Sydbank muligvis få lidt opmærksomhed efter ændrede kursmål eller anbefalinger fra analytikere. Selve C25-indekset lukkede fredag med et beskedent fald på 0,1 pct. i niveau 1808,94.

Futures indikerer, at de tre ledende amerikanske indeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, vil åbne 0,2-0,3 pct. højere, og at det tyske DAX-indeks vil lægge ud med et plus på 0,4 pct.

ØRSTED TÆT PÅ DELVIST FRASALG AF HAVVINDPROJEKT I TAIWAN

Interessen vil ikke mindst samle sig om Ørsted, der skulle være tæt på at indgå en aftale om et frasalg af en større andel af havvindprojektet Changhua 2 til Cathay.

Det skriver Finans med henvisning til en børsmeddelelse fra Cathay, som allerede er partner med den danske energikoncern i et andet projekt.

Cathay skriver, at det vil overtage 55 pct. af aktierne i havvindprojekterne Changhua 2a og 2b på sammenlagt 623 megawatt (MW) for 34 mia. taiwanske dollar eller for omtrent 7 mia. kr. Fra det danske selskabs side lyder det til Finans, at Ørsted arbejder videre med transaktionen med Cathay, men at intet er underskrevet endnu.

Ørsted lukkede fredag 1,1 pct. højere i 138,30 kr.

FLSMIDTH INDLEMMES I C25-INDEKSET PÅ BEKOSTNING AF NORDEA

FLSmidth kan glæde sig over at blive en del af C25-indekset, når den halvårlige revision træder i kraft ved markedsåbningen mandag den 22. december. Indlemmelsen sker på bekostning af Nordea, der glider ud af indekset, meddelte Nasdaq sent fredag.

- Udskiftningen af Nordea får næppe nogen større og nævneværdig betydning for aktien. I hovedsagen er den danske notering en parallelnotering til der, hvor aktien handles mest. FLS kan derimod se en kortvarig øget interesse fra de investorer, som handler ikke mindst indeksprodukter, skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.

Hovednoteringen for Nordea, og hvor den handles mest, er i Finland, hvor banken har hovedsæde, og i Sverige.

Det er i øvrigt værd at nævne, at Nordea har fået sit kursmål løftet en anelse til 131,13 kr. fra 126 kr. hos analytikerne i den svenske storbank SEB. Anbefalingen er fortsat "køb".

Nordeas aktie lukkede fredag 1,8 pct. lavere i 115,55 kr., mens FLSmidths aktie sluttede i 420,60 kr. efter en fremgang på 2,9 pct. FLSmidth har mandag annonceret en ordre i Ghana til en værdi af 235 mio. kr.

DANSKE BANK KAN LUKKE FORLØB MED AMERIKANSKE MYNDIGHEDER OM ESTLAND-SAG

Danske Bank bekræfter mandag morgen, at den treårige prøvetid, som banken blev pålagt af det amerikanske justitsministerium som led i et forlig i Estlandsagen, nu er afsluttet.

- Dermed kan banken lukke sagen med de amerikanske myndigheder vedrørende non-resident-porteføljen i den tidligere filial i Estland, fremgår det af meddelelsen.

Danske Bank indgik tilbage i 2022 et koordineret forlig med de amerikanske og danske myndigheder i Estlandsagen, som omhandler kunders ulovlige transaktioner i den såkaldte non-resident-portefølje i bankens tidligere afdeling i Estland.

Danske Bank faldt fredag 1,9 pct. til 305,50 kr.

VESTAS OG DEMANT FÅR SÆNKET ANBEFALING

Vestas kan konstatere, at Morningstar ikke længere har den store tro på det kursmæssige potentiale i den danske vindmølleaktie, der er steget pænt den seneste måned og i øvrigt klaret sig rigtig flot siden foråret. Morningstars kursmål lyder fortsat på 19,3 euro, svarende til omtrent 145 kr., men anbefalingen er sænket til "sælg" fra "hold".

Vestas lukkede fredag 0,9 pct. lavere i 171,20 kr.

Demant har lidt samme skæbne hos amerikanske Morgan Stanley, der har valgt at sænke sin anbefaling for høreapparatproducentens aktie til "ligevægt" fra "overvægt" og kursmålet til 221 kr. fra 250 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Demant faldt fredag 0,3 pct. til 217,80 kr.

PANDORA FÅR SÆNKET KURSMÅLET AF AMERIKANSK BØRSHUS

Analytikerne i amerikanske Jefferies har sænket kursmålet for Pandoras aktie til 850 kr. fra 1000 kr., men gentaget anbefalingen "køb", viser data fra Bloomberg News.

Flere analysehuse har på det seneste sænket kursmål eller anbefaling for Pandora, der har kunnet se sølvpriserne, som er en vigtig råvare i selskabets produkter, stige kraftigt i løbet af året og ikke mindst den seneste måneds tid.

Pandora lukkede fredag 1,2 pct. lavere i 698,80.

KURSMÅL FOR AL SYDBANK LØFTET HOS DNB CARNEGIE

AL Sydbank, der fredag faldt 4,3 pct. til 547,50 kr., er i fokus, efter at analytikerne hos DNB Carnegie har løftet kursmålet for fusionsbankens aktie til 630 kr. fra 594 kr. Anbefalingen er der ikke ændret ved. Den er stadig "køb", viser data fra Bloomberg News.

ALK-ABELLÓ GÅR MED SOM PARTNER I SCHWEIZISK BIOTEK-STARTUP

ALK-Abelló er gået med som partner på allergiområdet i schweiziske Allegria Therapeutics, skriver branchemediet Medwatch med henvisning til en pressemeddelelse. Den schweiziske biotek-startupvirksomhed har netop rejst 5,1 mio. dollar i en finansieringsrunde, som ALK deltog i.

Det schweiziske selskab blev grundlagt i 2023 og arbejder på nye behandlinger mod sygdomme, der involverer mastceller - celler, der kan udløse allergi- og betændelsestilstande.

ALK-Abelló lukkede fredag 0,5 pct. lavere i 224,00 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 225 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig