02. jan. 2026 kl. 07:12
56 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Spot på Vestas efter stærk ordreslutspurt i fjerde kvartal

Aktier/tendens: Spot på Vestas efter stærk ordreslutspurt i fjerde kvartal

Vestas kan se frem til en dag i rampelyset fredag, efter at vindmølleproducenten hele vejen frem til nytårsaftensdag præsentere nye ordrer. Samlet blev der offentliggjort ordrer for over 1000 megawatt på årets sidste dag.

Også Ørsted kan få opmærksomhed på årets første handelsdag, efter at energiudvikleren har klaget til en domstol i USA over det beordrede byggestop af Revolution Wind.

Der er lagt op til en rolig start, når børsen i København åbner klokken 9. Futuren for det tyske DAX-indeks ligger helt fladt fredag morgen, mens der i USA er mere overbevisende stigninger for futures for de toneangivende indeks på 0,3-0,7 pct.

Amerikanerne skal dog også indhente fald onsdag, da børserne i USA havde almindelig handelsdag 31. december.

Det danske C25-indeks lukkede 2025 af med en stigning på 0,1 pct. til 1824,13 og en stigning for året på 2,7 pct.

VESTAS MED STÆRK AFSLUTNING PÅ FJERDE KVARTAL

Vestas kunne helt frem til 31. december præsentere ordre på ordre, og på årets sidste dag offentliggjorde vindmølleproducenten ordrer for hele 1045 megawatt.

Samlet trak det den annoncerede ordreindgang op på 5476 megawatt i fjerde kvartal.

Det er "opmuntrende", lyder konklusionen fra børshuset Citi, der vurderer, at Vestas står til at slå analytikernes forventninger til ordreindgangen i kvartalet.

Foruden de annoncerede ordrer er også de uannoncerede, der først bliver offentliggjort i forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal. De uannoncerede ordrer løber vanligt op i 700-800 megawatt per kvartal.

- Vi mener, at markedets forventninger nu vil være, at de samlede ordrer for fjerde kvartal 2025 (annoncerede plus uannoncerede) vil ligge over konsensusforventningerne på ca. 6,1 gigawatt med landbaserede ordrer, der overgår forventningerne, skriver Citi i et notat.

Også i AL Sydbank er aktieanalysechef Jacob Pedersen positivt stemt efter slutspurten i fjerde kvartal. Han peger dertil på, at den stærke udvikling kan fortsætte i 2026.

Vestas steg tirsdag 1,5 pct. til 173,40 kr.

ØRSTED KLAGER OVER BYGGESTOP TIL DOMSTOL

Ørsted har sammen med Global Infrastructure gennem Revolution Wind klaget over det byggestop, som det amerikanske indenrigsministerium har pålagt selskabet.

Klagen er indleveret ved en distriktsdomstol i Washington DC. Heri anmodes om en ophævelse af det påbudte byggestop fra Bureau of Ocean Energy Management, der hører under indenrigsministeriet i USA.

Fire andre projekter er også påvirket af påbuddet, heriblandt Ørsteds andet amerikanske projekt Sunrise Wind.

Påbuddet ønskes ophævet med opsættende virkning.

- Projektet vil i forlængelse heraf anmode domstolen om at tillægge klagen opsættende virkning, oplyser Ørsted.

Ørsted faldt tirsdag 0,2 pct. til 122,35 kr.

NOVO FÅR OPRETHOLDT PATENT I KINA

Novo Nordisk har fået opretholdt sit patent på Semaglutid i Kina.

Det har Kinas højesteret afgjort kort før nytår, oplyser Novo i en meddelelse.

Dommen stadfæster en tidligere afgørelse fra en patentdomstol i Beijing om patentet på Semaglutid, der er det aktive stof i både diabetes 2-midlet Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy.

Aktien i Novo faldt tirsdag 0,8 pct. til 325,25 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 61 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig