05. aug. 2026 kl. 06:27
177 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Udsigt til nedtur for Novo kan sætte skår i glæden for C25-investorerne

Aktier/tendens: Udsigt til nedtur for Novo kan sætte skår i glæden for C25-investorerne

Novo Nordisk kan potentielt sætte en kæp i hjulet for en ellers positiv start på onsdagen for det danske eliteindeks.

Den danske medicinalkæmpe opjusterede tirsdag aften forventningerne, men flere svagheder i regnskabet kan drive aktien mod bunden af det danske C25-indeks, der tirsdag lukkede med et plus på 0,1 pct. i 1835,37.

Stemningen er positiv på aktiemarkederne i Asien, hvor der især er rift om teknologiaktierne ligesom tilfældet var tirsdag aften på Wall Street, hvor aktierne blev løftet på øget fredshåb i Mellemøsten.

I Europa giver det udsigt til et plus på 0,7 pct. målt på futuren for det tyske DAX-indeks.

Herhjemme vil der onsdag også være fokus på Ringkjøbing Landbobank, der har opjusteret forventningerne, mens Vestas har fået nyt fra Siemens Gamesa og de store bryggerier har fået nyt fra hollandske Heineken.

NOVO STÅR TIL ØRETÆVER EFTER REGNSKAB MED SMÅ SKUFFELSER

Novo Nordisk opjusterede tirsdag aften forventningerne efter en stærk udvikling i andet kvartal, men den amerikanske ADR-notering blev efterfølgende sendt ned med cirka 6 pct. I eftermarkedet rettede aktien sig en smule til 44,60 dollar. Det svarer omregnet til lige under 289 kr. - 6,1 pct. under lukkekursen tirsdag i København på 307,60 kr.

Hos børshuset Citi forklares nedturen med en svagere end ventet udvikling i salget af Wegovy-pillen, mens Sydbank og Jyske Bank blandt andet henviser til skuffende data for Cagrisema i overvægtige diabetikere overfor rivalen Eli Lillys Monjaro.

I andet kvartal har Novo dog leveret meget stærkt med en omsætning, der lander cirka 10 pct. bedre end ventet. Omsætningen på 78,5 mia. kr. er dog påvirket positivt af rabatjusteringer for 2 mia. kr. Driftsresultatet på 33,4 mia. kr. er også betydeligt over analytikerkonsensus på 28,7 mia. kr.

Der er også en opjustering fra Ringkjøbing Landbobank, der i år nu venter at nå et resultat efter skat på 2,2-2,5 mia. kr. mod tidligere ventet 2,0-2,4 mia. kr. Det beretter banken i regnskabet for andet kvartal. Bankaktien steg tirsdag med 0,7 pct. til 1781 kr.

VESTAS OG CARLSBERG FÅR REGNSKABSNYT FRA UDLANDET

Vestas har fået nyt fra den tyske rival Siemens Energy, hvor vindmølleforretningen, Siemens Gamesa, har leveret sit første positive resultat siden regnskabsåret 2022. Omsætningen for vindmølleforretningen landede på 2,74 mia. euro, hvilket er over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 2,61 mia. euro.

Vindmølleaktien faldt tirsdag med 0,1 pct. til 175,20 kr.

Carlsberg kan se den hollandske bryggerikæmpe Heineken levere en stærkere end ventet udvikling i den organiske ølvolumen på positive 0,5 pct. mod ventet negative 0,7 pct. Den positive overraskelse er primært trukket af Asien-Pacific.

Hos Jyske Bank ser senioranalytiker Haider Anjum regnskabet som positivt for Carlsberg, da Vietnam leverede en solid vækst, mens Indien ligeledes var stærk, understøttet af fortsat stærk premiumisering.

- Det bekræfter et fortsat stærkt ølmarked i nogle af Carlsbergs vigtigste vækstmarkeder, skriver Jyske Bank, der også lægger vægt på en gradvis bedring i den europæiske efterspørgsel.

Carlsberg-aktien lukkede tirsdag med et fald på 1,7 pct. i 937 kr.

PANDORA OG DANSKE BANK FÅR NYT FRA ANALYTIKERKORPSET

Pandora har fået hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af børshuset ABG Sundal Collier, der samtidig giver kursmålet et gevaldigt løft til 1000 kr. fra 600 kr.

Pandora-aktien, der faldt 1,3 pct. til 830 kr., kan dog opleve modvind fra stigende sølvpriser, der skyder i vejret med 3,3 pct. til 61,51 dollar per troy ounce.

Danske Bank, der tirsdag kunne føje endnu en lukkerekord til samlingen efter et plus på 0,7 til 377,90 kr., har fået sat sin anbefaling ned til "neutral" fra "køb" af den nordiske investeringsbank SB1 Markets, der dog samtidig hæver kursmålet til 400 kr. fra 380 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 550 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig