Den amerikanske præsident, Donald Trump, har intensiveret sit krav på Grønland frem mod sin deltagelse ved World Economic Forums årsmøde i Davos.
Det forværrer kun en tynget stemning tirsdag, hvor Donald Trump har lagt adskillige opslag på sit sociale medie Truth Social. Futuren for det tyske DAX-indeks sætter sig 0,7 pct., og i USA er der udsigt til fald på 1,3-1,6 pct. senere på dagen, efter at de amerikanske finansmarkeder holdt lukket mandag.
Mandag faldt det danske C25-indeks 2,7 pct. til 1889,78, efter at præsidenten lørdag varslede told på varer fra Danmark og en række andre europæiske lande på 10 pct. fra 1. februar.
Årsmødet i World Economic Forum startede mandag, og præsidenten taler efter planen onsdag, hvor han vil søge opbakning til udvidelsen af det amerikanske territorium.
Tirsdag morgen har præsidenten lagt flere billeder på Truth Social. På det ene billede ses et kort over Nord- og Mellemamerika, hvor Canada og Venezuela sammen med USA er klædt med det amerikanske flag. På det andet billede planter præsidenten det amerikanske flag i den grønlandske jord i følgeskab af vicepræsident JD Vance og udenrigsminister Marco Rubio. På billedet står et skilt med teksten "Grønland. Amerikansk territorium siden 2026".
I endnu et opslag fortæller Donald Trump, at han har talt med Natos generalsekretær, Mark Rutte. Her gentager han sit krav på Grønland på grund af national sikkerhed og fastslår, at der ikke er nogen vej tilbage.
HÅRD MEDFART TIL PANDORA
Imens den den geopolitiske føljeton udspiller sig, har børshusene fundet lejlighed til at kigge de danske selskaber efter i sømmene frem mod regnskabssæsonen for fjerde kvartal.
Det gælder blandt andet Pandora, der får en særdeles hård medfart hos Deutsche Bank. Anbefalingen er ifølge Bloomberg News sat ned til "hold" fra "køb", mens kursmålet er blevet rundbarberet til nu 480 kr. fra 1100 kr.
Pandora har haft en svær start på 2026, hvor forventningerne er blevet nedjusteret, samtidig med at sølvpriserne fortsætter med at stige.
Aktien i Pandora faldt mandag 5,5 pct. til 519,60 kr.
Også Vestas har fået sænket anbefalingen. Det er hos Jyske Bank, der nu anbefaler "hold" fra tidligere "køb". Kursmålet er samtidig sænket en spids til 195 kr. fra 200 kr.
Hos Nordea er optimismen omkring Vestas upåvirket. Kursmålet for aktien er blevet hævet til 210 kr. fra 190 kr., og anbefalingen er fortsat "køb".
Vindmølleproducenten faldt mandag 1,7 pct. til 181,36 kr.
HØJERE KURSMÅL TIL GN, ISS OG NORDEA
Også GN og ISS har været igennem analytikermøllen. Det har kastet højere kursmål af sig.
For servicekoncernen er kursmålet løftet til 280 kr. fra 240 kr. hos Jefferies, og anbefalingen "køb" er blevet gentaget. Jefferies spår i 2026 en organisk vækst på 6 pct. og på 7 pct. i 2027.
Samtidig venter børshuset, at ISS vil offentliggøre yderligere aktietilbagekøb i forbindelse med sit årsregnskab.
ISS faldt mandag 0,9 pct. til 235,40 kr.
GN's kursmål er blevet løftet hos Nordea, der fortsat siger "køb" til aktien, men nu med kursmålet 175 kr. fra 165 kr.
Aktien dykkede mandag 6,4 pct. til 110 kr.
Nordea er også selv blevet taget under behandling hos Jyske Bank frem mod den nordiske storbanks årsregnskab 29. januar.
Kursmålet er hævet 20 kr. til 140 kr., og anbefalingen "køb" gentages.
- Vi forventer at se en flad udvikling i toplinjen på årsbasis båret af lavere nettorentemarginer, men også et fornuftigt udlånsmomentum, særligt i erhvervs- og storkundesegmentet, og højere aktiver under forvaltninger, skriver senioraktieanalytiker Anders Haulund Vollesen.
Aktien i Nordea faldt mandag 1,7 pct. til 123,05 kr.
.\\˙ MarketWire