Novo Nordisk og Mærsk bliver blandt aktierne i fokus omkring det danske aktiemarked mandag morgen, hvor en god del af den ekstra optimisme fra fredag atter ser ud til at være forsvundet.
I hvert fald indikerer futures for de største europæiske indeks klare fald på over 1 pct., efter at weekenden har budt på nye spændinger i Mellemøsten, hvor USA har angrebet og beslaglagt et iransk skib, hvilket har fået det iranske styre op i det røde felt og til at love gengæld.
Fredag var tonerne ellers langt mere positive, da der fra iransk side blev afgivet løfte om en genåbning af Hormuzstrædet i hvert fald frem til udløbet af den aktuelle våbenhvile, mens det fra USA forlød, at en endelig aftale mellem de to parter var meget nær.
Det medførte herhjemme en stigning på 0,7 pct. til 1786,32 til det danske C25-indeks, hvis tab for året dermed blev begrænset til blot lige godt 2 pct.
- Glæden blev kortvarig i fredags, eftersom Hormuzstrædet var åbent i mindre end et døgn, og europæiske aktiefutures er lige nu nede omkring 1 pct. Her to dage før den midlertidige våbenhvile udløber, står parterne stadig stejlt overfor hinanden, og det er usikkert, om det vil lykkes at nå til enighed om at forlænge den, skriver Tina Winther Frandsen, der er cheføkonom hos Jyske Bank, i en kommentar.
- Mellemøsten vil derfor igen i denne uge være i fokus på markederne, hvor vi også holder øje med de europæiske PMI’er og detailsalget fra USA, fortsætter hun.
MÆRSK KAN SLÅ KONTRA
Mærsk-aktierne endte fredag blandt de få tabere i C25-indekset, fordi en genåbning af Hormuzstrædet også kan betyde et gok nedad til fragtraterne.
Derfor er situationen også vendt 180 grader mandag morgen, hvor USA og Iran atter står stejlt over for hinanden, og hvor weekenden har budt på ganske få fri passager gennem det for skibstrafikken afgørende stræde.
- For skibsfartsindustrien betyder dette en fortsat fuldstændig lukning af Hormuzstrædet, som tilfældet stort set var fredag ved frokosttid. Iran tillader kun enkelte skibe at passere igennem. Dette indebærer en fortsat forhøjet risiko for angreb rettet mod industrien i regionen, skriver Haider Anjum, der er analytiker hos Jyske Bank, i en kommentar.
- Det kan holde fragtraterne oppe i længere tid til gavn for rederiernes indtjening. Denne udvikling koblet med den udvikling, vi har set i fragtraterne og spotratefutures den seneste uge, vidner om, at markedsaktørerne er i vildrede, hvad angår vilkårene for shippingindustrien i regionen i den umiddelbare nære fremtid, fortsætter han, men tilføjer, at raterne på længere sigt skal "markant længere ned."
Mærsks B-aktie faldt fredag med 2,8 pct. til 15.280 kr.
Novo Nordisk, som fredag steg med 1,2 pct. til 260,40 kr., får opmærksomhed efter recepttal for rivalen Eli Lillys fedmetablet Fundayo. Novo-aktien sluttede fredag i den amerikanske handel 1,1 pct. lavere omregnet til kr. end slutkursen i København
Den lykkedes umiddelbart ikke med at sikre lige så mange recepter som Novos Wegovy-pille i sin første uge, men ifølge Citigroup er det alt for tidligt at drage nogen konklusioner om betydningen af lanceringen, før der er gået nogle måneder.
FLERE ÆNDREDE KURSMÅL
I analyseafdelingen har bryggeriet Royal Unibrew fået sænket sit kursmål til 640 kr. fra 675 kr. hos norske ABG Sundal Collier, mens anbefalingen fortsat er "køb", viser data fra Bloomberg News.
Unibrew steg fredag med 2,0 pct. til 560,50 kr.
Vestas, som fredag faldt med 2,5 pct. til 191,55 kr., har omvendt fået løftet sit kursmål hos canadiske RBC til 240 kr. fra 200 kr.
Også her er anbefalingen stadig positiv - nemlig "outperform", viser data fra Bloomberg News.
Endelig har medicoselskabet Coloplast, der fredag steg med 3,5 pct. til 448,50 kr. på børsen i København, fået sænket kursmålet til 550 kr. fra 585 kr. hos Jyske Bank, fremgår det mandag af et analysenotat.
Anbefalingen er fortsat "køb".
.\\˙ MarketWire