Der er torsdag morgen udsigt til kursfald på aktiemarkederne. En skidt modtagelse af den amerikanske teknologikoncern Oracles regnskab sent onsdag aften rammer humøret hos investorerne, der ellers havde sent aktierne på Wall Street i vejret, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, forinden havde leveret varen og sænket renten.
Herhjemme er fokus i særdeleshed på Zealand Pharma, der i sin nye strategi frem mod 2030 sigter mod at blive førende inden for behandling af fedme og stofskiftesygdomme.
Nilfisk tiltrækker opmærksomhed efter et købstilbud fra den tyske Freudenberg Group.
Torsdag morgen indikerer futures en negativ åbning i det brede S&P 500-indeks på 0,9 pct. og et fald i det teknologitunge Nasdaq-indeks på 1,2 pct. fra åbningen i USA. DAX-futuren, der nyder godt af stigninger på Wall Street sent onsdag, falder dog kun med 0,2 pct.
Det danske C25-indeks blev noteret for en fremgang på 1,1 pct. og kravlede akkurat i plus for året.
ZEALAND PHARMA FREMLÆGGER NY STRATEGI
Zealand Pharma er i fokus op til selskabets kapitalmarkedsdag med deltagelse af både ledelse og eksterne eksperter, som varmer op til de kommende fase 2 og fase 3 forsøgsdata for lægemiddelkandidaterne Petrelintid og Survodutid til behandling af overvægt.
Forud for kapitalmarkedsdagen har Zealand Pharma meldt om et nyt samarbejde med OTR Theraputics med henblik på at udvikle nye behandlinger af metaboliske sygdomme og løftet sløret for hovedpunkterne i selskabets nye strategi.
Den nye strategi har fået navnet Metabolic Frontier 2030. Målsætningen er blandt andet at gøre Zealand Pharma til et førende biotekselskab inden for fedme og stofskiftesygdomme.
Ambitionen er at have haft fem produktlanceringer og flere end ti pipelineprogrammer samt være industriførende hvad angår tidscyklusser fra idé til klinik i 2030.
Zealand Pharma lukkede onsdag 1,2 pct. højere i 512,00 kr.
FREUDENBERG AFGIVER KØBSTILBUD PÅ NILFISK
Nilfisk synes på vej til at blive overtaget af tyske Freudenberg Group, der har tilbudt at betale 140 kr. per aktie for selskabet, svarende til en præmie på 35,9 pct. i forhold til onsdagens slutkurs på 103 kr.
Bestyrelsen i Nilfisk har enstemmigt vedtaget af anbefale aktionærerne at tage imod tilbuddet, når dette fremsættes officielt. Købstilbuddet fra Freudenberg støttes ligeledes af storaktionærerne Ferd AS, KIRKBI Invest A/S og PrimeStone Capital.
NILFISK SÆNKER IGEN VÆKSTPROGNOSEN
Nilfisk har ikke oplevet den ventede forbedring af aktiviteten på det amerikanske marked i november og begyndelsen af december og har derfor set sig nødsaget til at nedtone sine vækstforventninger til hele året. Det meddelte selskabet tidligere torsdag morgen.
Nu venter selskabet en organisk vækst på 0-1 pct. mod tidligere "omkring" 1 pct. Ved regnskabet for tredje kvartal blev prognosen sænket fra 1-3 pct. Der er ikke pillet ved forventningerne til EBITDA-marginen før særlige poster, som ventes at blive 13-14 pct.
BAVARIAN NORDIC HOLDER AKTIONÆRMØDE
Bavarian Nordic vil givetvis også få opmærksomhed, idet selskabets har inviteret aktionærer til møde og dialog med selskabets bestyrelse og ledelse, som vil give en status på forretningen samt en gennemgang af selskabets strategi.
Bavarian Nordic steg onsdag 0,2 pct. til 189,40 kr.
ØRSTED I FOKUS EFTER RYGTER OM INTERESSE FOR LANDBASERET VINDFORRETNING
Opmærksomhed er der også om Ørsted. Danske Copenhagen Infrastructure Partner, CIP, og det franske forsyningsselskab Engie konkurrerer angiveligt om Ørsteds europæiske landbaserede vindforretning.
De endelige bud på aktiverne ventes i denne uge, skriver Bloomberg News med henvisning til anonyme kilder, der dog pointerer, at der stadig er mulighed for, at de to selskaber ender med at trække sig, da overvejelserne stadig pågår.
Ørsted har i øvrigt fået sit kursmål løftet af analytikerne hos storbanken HSBC. Kursmålet lyder nu på 155 kr. mod tidligere 145 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb". Det fremgår af Bloomberg News.
Ørsted lukkede onsdag 1,1 pct. lavere i 136,25 kr.
NOVO NORDISKS KURSMÅL SÆNKET AF SEB
Medicinalaktien, der onsdag var blandt de aktier, som trak mest op i det ledende C25-indeks, kan torsdag få opmærksomhed oven på et sænket kursmål fra svenske SEB Bank. Kursmålet er sænket til 440 kr. fra 490 kr., mens anbefalingen fortsat er positive "køb".
Det fremgik sent onsdag af data fra Bloomberg News.
PARKEN HOLDER LIV I HÅB OM CHAMPIONS LEAGUE-AVANCEMENT
FC København har med en 3-2 sejr ude over den spanske klub Villarreal stadig mulighed for videre avancement i Champions League. Angriberen Andreas Cornelius blev skiftet ind og scorede det afgørende mål for FCK i det 90. minut. Københavnerne har nu syv point efter seks kampe med to kampe tilbage.
Parken Sport & Entertainment, der ejer FCK, steg onsdag 2,6 pct. til 138,00.
.\\˙ MarketWire