30. sep. 2025 kl. 09:10
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Genmab topper rødt C25 efter analysenyt - ...

Genmab går frem tirsdag efter et par løftede kursmål oven på mandagens milliardstore opkøb af hollandske Merus.

Imens sakker Pandora efter, da smykkeproducenten har annonceret en udskiftning af topchef Alexander Lacik fra næste år, hvor marketingsdirektør Berta de Pablos-Barbier overtager posten.

Stemningen er overordnet sur tirsdag, og det danske C25-indeks bakker 0,6 pct. til 1627,83 med fald i 23 af eliteindeksets 25 aktier.

Med til at tynge er givetvis frygten for en nedlukning af det amerikanske statsapparat. Den amerikanske budgetlov udløber tirsdag uden vedtagelsen af en ny finanslov eller aftale om midlertidig finansiering. Som tingene står, vil det betyde en nedlukning af den føderale regering fra 1. oktober.

Nedlukningen kan i første omgang betyde, at jobrapporten for september ikke vil blive offentliggjort fredag. Det kan samtidig blive en bekostelig affære, bemærker Goldman Sachs, der har regnet sig frem til, at nedlukningen vil koste 0,15 pct.point på væksten på væksten i USA om ugen.

Hos schweiziske UBS anbefales det dog ikke at lægge for meget i nedlukningen, da de historisk kun har haft begrænset effekt på de finansielle markeder.

LØFTEDE KURSMÅL TIL GENMAB EFTER OPKØB

Genmabs store opkøb af hollandske Merus for 51 mia. kr. vakte først skepsis blandt investorerne, da det mandag blev offentliggjort.

Flere børshuse ser dog værdi i opkøbet. Hos både analysehusene Leerink og særligt hos Cowen er kursmålet blevet løftet efter mandagens melding.

Leerink har lagt 6 pct. til kursmålet for Genmabs amerikanske notering, så det nu hedder 34 dollar fra 32 dollar. Det svarer til 216,30 dollar. Der går ti ADR-aktier på én aktie på børsen i København. Anbefalingen er uændret "outperform".

Hos TD Cowen er kursmålet løftet mere betragteligt til 2015 kr. fra 1477 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

Med opkøbet af Merus får Genmab blandt andet adgang til lægemiddelkandidaten Petosemtamab til behandling af hoved- og halskræft. Midlet spås et salgspotentiale på flere milliarder dollar.

Aktien i Genmab stiger 2,5 pct. til 1878 kr.

NY TOPCHEF I PANDORA

Pandora får efter næste generalforsamling en ny topchef i Berta de Pablos-Barbier, der skal afløse Alexander Lacik fra 2026.

Berta de Pablos-Barbier har hidtil været marketingsdirektør i smykkeproducenten.

Pandora har desuden fået sænket kursmålet til 960 kr. fra 1030 kr. hos britiske HSBC. Her gentages anbefalingen "hold".

Aktien viger 3,6 pct. til 820,20 kr.

Imens har Mærsk fået løftet sit kursmål hos JPMorgan til 8900 kr. fra 8450 kr. hos amerikanske JPMorgan, der dog stadig har den negative anbefaling "undervægt".

Mærsks B-aktie falder 1,3 pct. til 15.565 kr.

ØRSTED UDFORSKER PROJEKT I SYDKOREA

Ørsted har underskrevet en hensigtserklæring med sydkoreanske Korean South-East Power om at undersøge muligheden for, at det sydkoreanske selskab kan deltage i udviklingen af Ørsteds havvindmølleprojekt Incheon på 1,4 gigawatt.

Det skriver branchemediet Offshorewind-biz.

Det danske energiselskab vandt retten til at udvikle det sydkoreanske havvindprojekt i november 2023, hvor størrelsen på projektet var på 1,6 GW, der i marts 2025 blev nedrevideret til 1,4 GW.

Korean South-East Power, Koen, er en del af det statsejede sydkoreanske elselskab Kepco.

Aktien i Ørsted bakker 1,5 pct. til 115,05 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her