De voldsomme stigninger i energipriserne, som krigen i Mellemøsten har kastet af sig, truer de globale vækstudsigter.
Men danskerne kan glæde sig over, at økonomien herhjemme i forvejen er "overordentlig robust", og det kan Danmark nu høste frugterne af, vurderer AL Sydbank i en frisk prognose for dansk økonomi.
- Det vil ikke skærme os for konsekvenserne af en global energikrise, men det vil mindske slaget til økonomien, der selv i et scenarie, hvor krigen trækker ud, ikke nødvendigvis lander i en dyb recession, skriver cheføkonom Søren Kristensen og privatøkonom Brian Friis Helmer i prognosen.
Men optimismen er dog skruet ned hos AL Sydbank, som i sin økonomiske prognose har valgt at inkludere et risikoscenarie, i tilfælde af at krigen trækker ud.
- Det kan give betydeligt højere inflation og fjerne det meste af den økonomiske vækst, mens køen af arbejdsløse bliver betydeligt længere, vurderer økonomerne.
I et scenarie med en langvarig krig, hvor høje energipriser og fragtrater bider sig fast, spår AL Sydbank en BNP-vækst i 2026 på 1 pct. Umiddelbart inden krigen i Iran brød ud, lød prognosen på 2,5 pct.
For 2027 vurderes BNP at vokse bare 0,5 pct., hvis krigen varer ved, hvor den før krigen lød på 1,8 pct.
Inflationen spås desuden at lande på 2,1 pct. i 2026, mens den 2027 ventes at stige til 3,0 pct. i tilfælde af en langstrakt krig. Før krigen lød forventningen på 1,0 pct. i 2026 og 1,5 pct. i 2027.
- Vi vurderer ikke, at væksten helt vil forsvinde fra dansk økonomi, men det vil den gøre fra store dele af økonomien og i kortere perioder vil vi også i den samlede økonomi se negativ vækst, skriver AL Sydbanks økonomer.
Nogen dyb recession bliver det dog nok næppe, lyder vurderingen.
- Det skyldes den robuste danske økonomi. Forbrugerne har masser af opsparing, arbejds- og boligmarkedet er i balance. Konkurrenceevnen er solid, og det er de danske virksomheder i grove træk også, lyder det.
.\\˙ MarketWire