AL Sydbanks valg af Bankdata som datacentral skaber øget sigtbarhed, mener Danske Bank. Størstedelen af omkostningerne ved fusionen mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, vil nemlig blive bogført i fjerde kvartal og gør udsigterne på mellemlangt sigt meget klarere, skriver banken i et notat.
Med valget af Bankdata har AL Sydbank valgt Sydbanks hidtidige datacentral på bekostning af Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Banks hidtidige it-leverandør BEC.
Det koster en udtrædelsesgodtgørelse, der allerede forfalder i december 2025 mod tidligere forventet i 2026.
- Dette skaber klarhed om AL Sydbanks fremtidige it-setup og indikerer, at AL Sydbank har modtaget delvis økonomisk kompensation fra Bankdata for omkostningerne forbundet med udtrædelse af BEC.
- Endnu vigtigere er vores estimat om årlige omkostningssynergier på 1,2 mia. kr. i 2028 stadig validt, mens vi nu venter engangsomkostninger på bare 750 mio. kr. i 2026/27, skriver Danske Bank i et notat.
Som følge af den hurtige udtrædelse af BEC dæmpede Sydbank til gengæld sin forventninger til dette års resultat efter skat, der nu forventes at være i intervallet 1,7-1,9 mia. kr. mod tidligere forventet i intervallet 2,4-2,6 mia. kr.
Og årets udbytte forudser Danske Bank da også vil falde en del fra de 26,88 kr., som Sydbank udbetalte sidste år.
- Vi venter, at AL Sydbank vil distribuere et udbytte på 19 kr. per aktie i 2025 toppet med op til 1,5 mia. kr. i aktietilbagekøb i 2026, skriver Danske Bank, der gentager anbefalingen "køb" med et uændret kursmål på 660 kr.
.\\˙ MarketWire