Ambu nedpræciserede tirsdag aften sine vækstforventninger til omkring 10 pct. fra førhen 10-12 pct., men det var, ligesom regnskabet for tredje kvartal, i det store hele som ventet.
Det er konklusionen fra senioranalytiker Søren Løntoft Hansen i AL Sydbank.
‐ Tredje kvartalsregnskabet er overordnet i store træk som ventet – dog med en pil ned ved nærlæsning, hedder det i en umiddelbar kommentar fra analytikeren.
‐ Ambu nedjusterer helårsprognosen til den organiske vækst som følge af vigende vækst for specielt forretningsområdet "Anesthesia". Den nedjusterede toplinjeprognose er dog allerede afspejlet i markedsestimaterne.
Ambu fastholdt i forbindelse med kvartalstallene samtidig sin forventning til overskudsgraden, EBIT før særlige poster, på 12-14 pct., men indikerede, at den vil ende i den øvre ende af intervallet.
‐ Og det betyder, at indtjeningsestimaterne formentlig skal oprevideres. Det er dog udelukkende drevet af toldrefusioner.
I en note i regnskabet fremgår det, at Ambu har betalt samlet set 195 mio. kr. i amerikansk told i International Emergency Economic Powers Act, der sidenhen er blevet underkendt af USA's højesteret. De samlede refusioner er efterfølgende opgjort til 155 mio. kr., herunder 40 mio. kr. der hidrørte 2024/25-regnskabet.
‐ Vi er ikke sikre på, at investorerne er villige til at belønne aktien på baggrund af engangseffekter som toldrefusion. Det kunne godt tale for en negativ kursreaktion i morgendagens handel, konkluderer AL Sydbanks Søren Løntoft Hansen,
Det kunne også minde om kvartalsregnskabet fra GN, der sidste uge opjusterede indtjeningsforventningen på grund af toldrefusion, hvilket investorerne takserede til et efterfølgende kursfald på 10,5 pct.
.\\˙ MarketWire