En nedjustering af vækstforventningerne og en svag underliggende udvikling for driftsresultatet kan onsdag lægge pres på Ambu.
Det vurderer JPMorgans analytiker David Adlington, efter at det danske medicoselskab sent tirsdag kom med regnskab en dag før tid.
Forud for regnskabet nedjusterede Ambu sine forventninger til den organiske vækst i 2025/26. Her ventes nu en vækst på omkring 10 pct. mod tidligere 10-12 pct. Til gengæld fastholdes indtjeningsforventningerne om en margin på 12-14 pct. fortsat.
Det er imidlertid drevet af, at Ambu har toldrefusioner fra USA til gode. Ser man bort fra det, er der ifølge JPMorgan derfor tale om en skuffelse. På den baggrund bør aktien falde midt til højt encifret, lyder vurderingen fra analytikeren.
I regnskabet oplyser Ambu, at det har modtaget 85 mio. kr. i toldrefusioner, der vil blive bogført i fjerde kvartal, ud af et samlet tilgodehavende på 155 mio. kr. Det er endnu uklart, om de resterende 70 mio. kr. vil blive modtaget.
Ifølge JPMorgan vil negative investorer "være fokuserede på den implicitte optrapning krævet i fjerde kvartal for salget og marginerne".
JPMorgan har anbefalingen "neutral" og et kursmål på 78 kr. for aktien i Ambu.
.\\˙ MarketWire