Ambu har med opkøbet af Tims Medical sikret sig adgang til software på tværs af 7000 hospitalsinstallationer i USA og dermed til en integration med hospitalernes it-systemer, hvor Ambu ifølge topchef Britt Meelby Jensen selv er "noget længere tilbage".
Det fortæller Ambu-topchefen til MarketWire mandag, efter at opkøbet af Tims Medical, der leverer software til optagelse, rapportering og arkivering af medicinsk billedmateriale, er blevet offentliggjort.
- Det, der i virkeligheden er vigtigt ved adgangen til de her installationer, er at blive godkendt af hospitalets biomed-afdeling og deres it-afdelinger og at blive integreret ind i hospitalssystemerne. Det er der, Tims har en imponerende track record. Med det, vi selv laver på integration med hospitalerne, er vi noget længere tilbage på rejsen, siger Britt Meelby Jensen.
Tims' systemer markedsføres i dag som kompatible med alle endoskoper og med ethvert PACS-, VNA- og EMR-system. Den åbenhed fortsætter, fortæller Britt Meelby Jensen.
- Det er planen lige nu. Men det er klart, at vi har købt os adgang til et system og en række kompetencer, så vi kommer selvfølgelig til at være meget mere fokuserede fremover på, hvad det er for yderligere ting, vi kan løse for vores kunder, som specifikt er relateret til vores endoskoper, siger Ambu-topchefen.
Prisen på Tims Medical lyder på 45 mio. dollar, som betales med det samme, mens der kan komme yderligere op til 20 mio. dollar oven i, hvis en række mål bliver nået.
Tims Medical ventes at give yderligere omsætning på omkring 15 mio. dollar om året og samtidig bidrage til større vækst hos Ambu.
Handlen er det første opkøb under Ambus Zoom Ahead-strategi, og det bliver ikke nødvendigvis det sidste.
- Jeg skal ikke udelukke, at vi kunne finde på at gøre mere. Vi har i dag stort set ingen gæld og et positivt cashflow, så vi har stadig mulighed for at købe. Men vi har ikke travlt. Det handler mere om at købe det rigtige end om at have travlt med at købe noget, lyder det.
Opkøbet af Tims Medical ændrer ikke Ambus forventninger til regnskabsåret 2025/26.
.\\˙ MarketWire