Den amerikanske kemikoncern Dow Inc skal spare sig til en bedre drift, og derfor skal selskabet skille sig af med 4500 medarbejdere.
Ifølge forskellige kilder har selskabet omtrent 36.000 medarbejdere i alt, og dermed svarer nedskæringerne til omkring 12,5 pct. af medarbejderstaben.
Det oplyser selskabet sammen med sit regnskab for fjerde kvartal og hele 2025.
Driftsresultatet før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) skal forbedres med mindst 2 mia. dollar, og det skal - ud over jobnedskæringerne - ske ved en fuldkommen gennemgang af omkostningsstrukturen.
Øvelserne vil koste 1,1-1,5 mia. dollar, og heraf er de cirka 600-800 mio. dollar relateret til godtgørelser i forbindelse med stillingsnedlæggelserne.
I fjerde kvartal omsatte Dow for 9,5 mia. dollar, hvilket i øvrigt var helt som ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Det justerede driftsresultat (EBITDA) blev 741 mio. dollar mod konsensus om 664,4 mio. dollar blandt analytikerne.
Dow-aktien stiger med 2,7 pct. til 28,53 dollar i formarkedet torsdag efter meldingerne.
.\\˙ MarketWire