De amerikanske banker skyder for alvor regnskabssæsonen i gang mandag for et kvartal, hvor krigen i Mellemøsten og den vedvarende bekymring om kunstig intelligens' forstyrrelse af økonomien har skabt øget aktivitet blandt investorerne, hvilket ventes at bidrage til stærke resultater fra bankerne i første kvartal.
Ifølge Bloomberg News venter bankerne at præsentere en rekordstor indtjening på 18 mia. dollar fra aktiehandel.
Det tal er mere end en fordobling af, hvad de fem amerikanske banker med de største handelsforretninger genererede for ti år siden, og udgør en stigning på omkring 14 pct. i forhold til samme periode sidste år, viser data fra Bloomberg News.
Goldman Sachs lægger fra land mandag over middag med tal for første kvartal, og forventningen blandt analytikerne er, at storbanken vil føre an med en anslået indtjening fra aktiehandel på 4,79 mia. dollar.
JPMorgan Chase, der aflægger regnskab tirsdag, ventes at præsentere en indtjening fra aktiehandel på 4,4 mia. dollar, mens forventningen for Morgan Stanley, der følger trop onsdag, er en indtjening fra aktiehandel på 4,67 mia. dollar.
Wall Streets banker har draget fordel af en kraftigt stigende kundeaktivitet, hvor krigen i Mellemøsten har sendt svingninger gennem de amerikanske aktieindeks samt rente- og råvaremarkederne.
- Det er den perfekte storm, hvor der er en række hurtigt skiftende tendenser på markedet inden for kunstig intelligens og "private credit", hvor kunderne hurtigt omlægger deres strategi, udtaler Neil Sipes, der er analytiker hos Bloomberg Consensus og fortsætter:
- Lægger man krigen oveni det, ryger alles modeller ud ad vinduet.
DEUTSCHE BANK VENTER STÆRKE RESULTATER
Forventningen hos Deutsche Bank er samlet stærke resultater for den amerikanske banksektor i første kvartal med nettorenteindtægter i den øvre ende eller over prognosen for de fleste banker.
I et notat skriver Deutsche Bank, at bankernes gebyrindtægter ventes solide på baggrund af en stærk aktivitet inden for blandt andet aktiehandel, der drager fordel af øget volatilitet.
Det tyske børshus venter ikke mange opdateringer af prognoserne, da vi kun er et kvartal inde i året, og da den makroøkonomiske usikkerhed er steget.
.\\˙ MarketWire