Havvindmølleindustrien i USA har vundet en skrivebordssejr i USA, efter at en dommer har kendt præsident Trumps brede forbud mod nye projekter for ulovligt.
Men sejren får næppe den store betydning, for Trump kan på mange andre områder gøre livet surt for udviklerne, og investorerne er allerede løbet skrigende væk.
Det siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra AL Sydbank.
- I en eller anden forstand er det et nederlag til Trump, fordi man kan ikke bare sætte sig ned og skrive, at man ikke må godkende havvindenergiprojekter. Det er i og for sig det, han har gjort i sit dekret.
- Så jeg vil kalde det for en skrivebordsejr til havvindindustrien, men har det nogen praktisk betydning? Hvis vi kigger bredt på havvindindustrien, så har Trump fundet masser af andre måder at gøre livet surt for havvindindustrien på, siger Jacob Pedersen til MarketWire.
Allerede godkendte projekter forsøger han også at tilbagetrække godkendelserne på. Og den amerikanske administration rystede også havvindmarkedet ved at indføre "stop work"-ordrer på nogle af de projekter, som allerede er i gang med at blive opført.
- I det hele taget har dette her lille år med Trump ved magten skabt en situation, hvor alle investorer er løbet skrigende væk fra denne her industri. Bedst eksemplificeret ved, at Ørsted fik behov for de 60 mia. kr., fordi der ikke var nogen til at købe halvdelen af Sunrise Wind-projektet, siger Jacob Pedersen.
- Så det her er en skrivebordsejr, som, tror jeg, ikke får nogen rigtig praktisk betydning for havvindindustrien i USA. Trump har effektivt fået alle de aktører, som ellers kunne stå og ville komme med penge, til at løbe skrigende væk, tilføjer han.
Med Sunrise Wind henviser han til det ene af de to projekter - udover Revolution Wind - som Ørsted i øjeblikket er i gang med at opføre i USA. Som følge af den politiske usikkerhed måtte Ørsted skrinlægge planerne om at sælge en del af det projekt, og i stedet rejste energiselskabet i august 60 mia. kr. gennem salg af nye aktier for at styrke kapitalgrundlaget.
Selvom Trumps dekret for nye tilladelser er kendt ulovligt, venter Jacob Pedersen, at præsidenten og administrationen vil fortsætte med at forsøge "med næb og klør" at gøre hvad man kan, for at der ikke bliver bygget havvindparker.
Derfor kan afgørelsen i praksis ikke rigtigt bruges til noget.
- Trump har allerede ødelagt det. Han har vist, at der er masser af andre måder at gøre livet surt for industrien på. Tag eksempelvis 50 pct. told på stål og droppede tilskud til havne, hvor møllerne skulle sendes ud fra. Der er så mange måder, han har forsøgt at ødelægge livet for havvindindustrien på.
- Hvis vi zoomer direkte ind på Ørsted, så har Ørsted sagt, at nu færdiggør det de to projekter, selskabet har gang i i USA - Sunrise Wind og Revolution Wind - og så er det det. Så koncentrerer det sig om de andre kernemarkeder. Ørsted er ikke engang tæt på at være i en situation, hvor det har behov for at få nye projekter godkendt.
.\\˙ MarketWire