De asiatiske aktieinvestorer konsoliderer sig i stille markeder med lav volumen mandag, hvor helligdagene reducerer handelsaktiviteten markant.
De kinesiske markeder på fastlandet samt børserne i Sydkorea og Taiwan er lukket for det kinesiske nytår, mens de amerikanske markeder holder lukket for Presidents' Day.
Ugens vigtigste økonomiske data kommer først fredag, når data for aktiviteten i den globale fremstillingsindustri rammer markedet, mens USA rapporterer om den økonomiske vækst i form af bruttonationalproduktet for fjerde kvartal.
MSCI's bredeste indeks for aktier i Asien-Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,1 pct.
Samtidig peger de amerikanske aktiefutures på stigninger på 0,1-0,2 pct., når aktiemarkedet åbner i New York senere på dagen.
De japanske investorer bider mærke i dagens væksttal. Den japanske økonomi voksede med ynkelige 0,2 pct. i annualiserede tal i december kvartal, hvilket lå langt under den forventede stigning på 1,6 pct.
De skuffende data understreger den hårde opgave, der ligger forude for premierminister Takaichi Sanae, og bør støtte regeringens pres for aggressiv finanspolitisk stimulus.
Det får investorerne til at sende Nikkei-indekset op med 0,1 pct., oven på sidste uges stigning på 5 pct.
Det bredere Topix-indeks viger til gengæld 0,6 pct.
Blandt de kinesiske aktiemarkeder holder kun Hongkong åbent, mens de resterende børser er lukket resten af ugen for det kinesiske nytår.
Hang Seng-indekset i Hongkong ligger med et plus på 0,5 pct.
De teknologitunge markeder i Sydkorea og Taiwan er begge lukket for nytårsfejringen. Markederne steg henholdsvis godt 8 pct. og knap 6 pct. i sidste uge, og med den verserende frygt for overinvestering i kunstig intelligens, falder en pause i handlen i god jord.
- Vores frygt i Asien er, at hvis de store teknologiselskaber annoncerer en pause i kapitaludgifter (investeringer, red.), kan det føre til en kraftig korrektion i de hukommelsesaktier, der er steget kraftigt i markeder som Korea i år, siger investeringsdirektør Nick Ferres fra Vantage Point i Singapore til Reuters og fortsætter:
- Selv om rotation sandsynligvis vil favorisere vækstmarkeder, bliver vi stadig mere forsigtige med hukommelsesaktier i Korea og Taiwan efter deres exceptionelle præstation og revurdering.
Blandt de øvrige markedet ligger Singapores Strait Times-indekset så godt som uændret, og i Australien lukker ASX 200-indekset med en gevinst på 0,3 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +0,1 |
| Topix | -0,6 |
| Hongkongs Hang Seng | +0,5 |
| China Shanghai Composite | Lukket |
| China CSI 300 | Lukket |
| Taiwan Taiex | Lukket |
| Sydkoreas Kospi | Lukket |
| Indiens BSE Sensex | -0,1 |
| Singapores STI | 0,0 |
| Sydney ASX 200 | +0,3 |
.\\˙ MarketWire