De asiatiske aktier er i rødt torsdag, efter at skuffende indtægter hos den amerikanske gigant Oracle har udløst en advarsel om AI-indtjening, mens dollar led tab, efter at den amerikanske centralbank Federal Reserve som ventet sænkede renten onsdag med 25 basispoint.
Oracle-aktien blev efter amerikansk børslukning sendt ned med op til 11 pct. i eftermarkedet, og trak futures i rødt, herunder S&P-futures, der torsdag morgen falder 0,8 pct., mens Nasdaq-futures daler 1,3 pct. i den asiatiske handel.
AI-relaterede aktier er de største tabere i Tokyo, da Oracles overskuds- og omsætningsprognoser ikke levede op til forventningerne, samt at ledelsen varslede højere udgifter. Et tegn på, at infrastrukturudgifterne ikke giver så hurtigt afkast, som investorerne havde håbet, skriver Reuters.
- Den oprindelige positive stemning efter Federal Reserves rentenedsættelse overskygges af Oracle, udtaler analysechef Khoon Goh fra ANZ.
- Fokus er primært på kapitaludgifterne, fortsætter Khoon Goh, hvilket genoplivede sidste måneds nervøsitet omkring afkastet af investeringer i AI, fremgår det af Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsområdet-aktier uden for Japan falder 0,5 pct.
Det teknologitunge Nikkei-indeks viger 0,8 pct., mens Topix falder 0,7 pct.
Hang Seng indekset i Hongkong daler 0,1 pct. mens Shanghai Composite og CSI 300 begge falder i niveauet 0,4-0,6 pct.
De sydkoreanske og taiwanesiske aktier falder begge. Kospi-indekset viger 0,3 pct., mens Taiex-indekset daler 1,4 pct.
Singapores Strait Times-indeks ligger med et plus på 0,3 pct., mens Sydneys ASX 200-indeks lukker med et plus på 0,2 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,9 |
| Topix | -0,7 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,1 |
| China Shanghai Composite | -0,6 |
| China CSI 300 | -0,4 |
| Taiwan Taiex | -1,4 |
| Sydkoreas Kospi | -0,3 |
| Indiens BSE Sensex | +0,1 |
| Singapores STI | +0,3 |
| Sydney ASX 200 | +0,2 |
.\\˙ MarketWire