Bavarian Nordics valg af Tarja Stenvall som efterfølger til Paul Chaplin ser umiddelbart rigtig fornuftigt ud.
Hun bringer først og fremmest relevant erfaring med sig, mens hendes kommercielle profil passer godt til Bavarians næste fase, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i AL Sydbank, over for MarketWire.
- Det er ikke en, der for mig er kendt i forvejen. Men ikke desto mindre, der ligner det, at Tarja Stenvall har nogle rigtig gode meritter med sig, herunder erfaring fra store medicinalselskaber. Så meritterne ser rigtig fine ud, siger han.
Udover at have været leder i de store selskaber som Astrazeneca, Pfizer og senest Sanofi har Tarja Stenvall erfaring fra flere forskellige sygdomsområder, men også vacciner, som Bavarian Nordics forretning koncentrerer sig omkring, pointerer han.
Samtidig er der tegn på, at Tarja Stenvall kommer til at fokusere mere på at fremme Bavarian som kommercielt selskab end fokusere på forskningen.
- Det ligner, at Tarja har en mere kommerciel tilgang end en udviklingstilgang. Og det er jo egentlig også noget af det, som jeg synes, Bavarian Nordic har brug for, siger Søren Løntoft Hansen og fortsætter:
- Bavarian er i min optik gået fra at være et biotekselskab til mere et medicinalselskab, og i den forbindelse er der brug for en kommerciel profil.
LET POSITIV REAKTION
På aktiemarkedet blev nyheden ved åbningen mødt med et plus på 3,6 pct. Stigningstakten er dog droslet en del ned henover dagen, og Bavarian-aktien øger 1,5 pct. til 201,40 kr. tidligt torsdag eftermiddag.
- Det er jo selvfølgelig en behersket positiv reaktion, som afspejler, at man har vist, at der ville blive skiftet ud på den her post her. Og jeg tror måske, at den positive kursreaktion, vi trods alt ser, afspejler, at meritterne ser gode ud, at det er en kommerciel profil, vurderer han og bemærker, at der er fokus på videreudvikling af rejsevaccineforretningen samt sikringen af vækst.
Bavarians nu fratrædende topchef Paul Chaplin meldte sin afgang tilbage i marts med et ønske om at forlade stillingen senest ved udgangen af året for at vende tilbage til Australien med sin familie.
.\\˙ MarketWire