Bavarian Nordics topchef Paul Chaplins fratrædelse kan være et tegn på, at der skal mere fokus på værdiskabelse i den danske vaccineproducent.
Det vurderer investeringsøkonom Per Hansen i Nordnet.
Bavarian og Paul Chaplin har mandag morgen meddelt, at topchefen fratræder i løbet af 2026 af personlige årsager. Den fratrædende direktør forklarer i meddelelsen, at hans familie gerne vil tilbage til Australien.
Bavarians aktie er i Paul Chaplins tid som topchef blevet fordoblet til 197,50 kr. fra 98,49 kr. Aktien har dog været på noget af en rutsjetur - særligt under coronapandemien, hvor den kortvarigt toppede i 401,70 kr. - mens floppede studier og en droppet vaccine mod netop covid-19 har sat aktien på prøve.
Aktien var i løbet af 2025 også løftet af et opkøbsforsøg fra Permira og Nordic Capital.
I løbet af de seneste 10 år er aktien dog faldet 14 pct., bemærker Per Hansen, og sammen med opbakningen til det kuldsejlede opkøbsforsøg fra kapitalfondene giver det god mening, at stafetten gives videre.
- På baggrund af den hændelse og årtiet uden værdiskabelse er det logisk, at der skal andre kræfter til for at forløse potentialet, skriver Per Hansen.
.\\˙ MarketWire