Kunstig intelligens ændrer det hele - "for nu kan vi lave alle de ting, vi gerne vil lave".
Sådan lyder det fra topchef i Boozt Hermann Haraldsson til MarketWire i kølvandet af selskabets aflæggelse af regnskab for første kvartal torsdag aften.
- Vi suger alt til os, fortsætter topchefen med henvisning til brugen af kunstig intelligens, AI, som han beskriver som en gave fra himlen.
- Vi har jo virkelig, virkelig godt styr på vores værdikæde - evnen til at flytte fysiske varer er i verdensklasse, hvis du spørger mig. Samtidig har vi en samling af brands og butik, som er god, og derfor kan AI lave alt det hårde arbejde, som vi tidligere måske ikke har haft ressourcer til, pointerer Hermann Haraldsson.
Af regnskabet fremgår det, at brugen af AI skrider frem i hele organisationen. Teknologien indarbejdes i kernefunktioner, herunder mere effektive arbejdsgange, omkostningsbesparelser og forbedret kundeoplevelse.
Listen af områder, hvor AI er behjælpelig, er lang, pointerer topchefen, og henviser til, at teknologien kan forbedre kundeoplevelsen: "vi taler billeder, vi kan tale om produktbeskrivelser, vi kan tale om kategoriseringer - vi har netop lanceret en virtuel shoppingassistent. Der er så mange ting".
Til spørgsmålet om, hvorvidt brugen af AI finansielt giver pote, er svaret "i den grad" fra topchefen.
- Du kan se af vores guidance, at vi igen regner med, at vi laver højere profit, end vi lavede sidste år.
- Vi kan gøre det nemmere for kunderne at finde produkterne, og det vil sige, at vi har højere konvertering. På alle måder kan vi se det, siger Hermann Haraldsson og fremhæver, at "vi bruger mindre ressourcer på at levere omsætningskroner".
.\\˙ MarketWire