24. apr. 2026 kl. 09:02
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Boozt/CEO: Vækst tilskrives tilgang af nye kunder mens gamle kunder stadig er forsigtige

Boozt/CEO: Vækst tilskrives tilgang af nye kunder mens gamle kunder stadig er forsigtige

Modeplatformen Boozt vækster særligt på grund af tilgangen af nye kunder, hvilket er positivt, da de gamle kunder fortsat er forsigtige i deres købemønstre på grund af blandt andet lav forbrugertillid.

- Vi har budt velkommen til cirka 250.000 nye kunder, hvilket er ret stærkt, fortæller topchef i Boozt Hermann Haraldsson til MarketWire i forbindelse med, at selskabet torsdag eftermiddag aflagde regnskab for første kvartal.

Hermann Haraldsson tilføjer, at det er noget tid siden, at Boozt har set så stor en tilgang af nye kunder.

- Kort sagt, så har vi fået en stærk start på vores forårs/sommersæson. Og det er sådan set det, der er nøglen, pointerer topchefen og henviser til, at væksten i januar og februar, som er afslutningen på sidste års salg, var mere flad.

Det særligt positive er, at de ændringer, der blev gjort sidste år, nu ser ud til at bære frugt, og han pointerer blandt andet ændringer i markedsføringsstrukturen samt et markant ændret sortiment.

- Vi har 30-35 pct. flere varianter på vores side. Og det har betydet, at der er blevet købt 40 pct. flere varianter på Boozt.com, udtaler Hermann Haraldsson og tilføjer, at væksten på Boozt.com er en forudsætning for, "at vi alle sammen har det godt på den lange bane".

I kvartalet steg omsætningen 4 pct. i konstante valutakurser til 1662 mio. svenske kr. mod ventet 1653 mio. svenske kr. blandt analytikere ifølge Modular Finance.

Væksten var drevet af Boozt.com, hvor den i konstante valutakurser voksede med 6 pct.

Samtidig dykkede omsætningen hos Booztlet.com med 3 pct. i konstante valutaer, da sidste års periode var karakteriseret af en afvikling på platformen.

MANGEL PÅ VARER BREMSER VÆKST

Til trods for stærk vækst betyder en for lille lagerbeholdning, at selskabet ikke fuldt ud kan udnytte det nuværende salgsmomentum, udtaler topchefen i torsdagens regnskab og noterer, at planen er at øge lagerbeholdningen - "hvorefter selskabet vil være i en stærk position til at accelerere".

Det begrænsede varelager hænger ifølge topchefen sammen med, at Boozt indledte sidste år med et lidt for smalt sortiment, samt at de var lidt for "konservative eller forsigtige" med det nuværende forårsindkøb, som blev foretaget omkring juni sidste år.

- Og derfor har vi i underkanten af, hvad der skal til for at vokse mere. Men vi jagter varer, alt hvad vi kan, siger Hermann Haraldsson.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 258 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig