Et uventet stort fald i inflationen i Storbritannien i november har onsdag presset de britiske markedsrenter ned, mens aktierne på børsen i London sprudler over en bred kam.
Særligt de byggerelaterede aktier viser gode takter i onsdagens marked, da lavere renter ofte er noget, der kan sparke gang i byggeriet.
Centralbanken Bank of England ventes efter et rentemøde torsdag at sænke sin ledende rente med 25 basispoint til 3,75 pct.
Det synes nu endnu mere sikkert, efter at inflationen i Storbritannien onsdag viste et fald i november til 3,2 pct. fra 3,6 pct. måneden før.
Økonomerne havde ifølge Bloomberg News kun ventet et fald til 3,5 pct.
Den tiårige britiske rente falder onsdag efter inflationstallene med 5 basispoint til 4,47 pct.
På aktiemarked i London er der onsdag pæne plusser til alle de byggerelaterede selskaber. I den sektor stiger boligentreprenøren Barratt Redrow 2,8 pct. og Persimmon med 2,5 pct.
Boligbyggerne Bellway og Vistry Group kan desuden notere et plus på 1,6 pct., mens Berkeley Group og Taylor Wimpey stiger henholdsvis 2,1 og 1,8 pct.
.\\˙ MarketWire