12. apr. 2022 kl. 08:42
4055 visninger

Bæredygtige Aktier: Fokus på energisikkerhed

Kvartalsforventninger: Europas afhængighed af russisk gas og olie er kommet i søgelyset oven på krigen i Ukraine. Det kan betyde vækst i grøn energi over de kommende år.

Globale aktier oplevede en svær start på året med brede kursfald. Hovedårsagen var et tiltagende inflationspres og dertilhørende stigende renter, som især gik ud over vækstaktierne. En anden vigtig faktor har naturligvis været krigen i Ukraine og den usikkerhed, den har ført med sig. Som en følge af krigen har vi set store prisstigninger i en lang række råvarer såsom hvede, stål, gas og olie. Det har øget inflationspresset og medført en svær situation for centralbankerne, som nu må ud og stramme pengepolitikken for at få inflationsforventningerne under kontrol igen.

Bæredygtige Aktier kunne ikke følge olierelaterede aktier

Det var et svært kvartal for Sydinvest Bæredygtige Aktier. En stor del af forklaringen skal findes i de stigende oliepriser, som medførte store kursstigninger i olierelaterede aktier. Da vi ikke kan investere i fossile brændstoffer, var det en stor modvind for afdelingens performance. En anden årsag var de markante rentestigninger, som ramte vækst- og kvalitetsaktierne i større grad end andre aktiekategorier. 

I Sydinvest Bæredygtige Aktier har vi et tilt mod både vækst- og kvalitetsaktier, og det er derfor naturligt, at vores aktier har det sværere, når renterne stiger så eksplosivt, som vi har set i år. 

Vi er dog forsigtige optimister herfra. For det første er det vores overbevisning, at markedet allerede har indarbejdet langt størstedelen af de fremtidige rentestigninger. For det andet ejer vi primært selskaber, som står i en stærk konkurrencemæssig position. Det giver dem mulighed for at sende prisstigninger videre og således yde en bedre beskyttelse i en inflationær verden.

Vi ser derfor den seneste tids korrektioner i disse aktier som et sundt reset af lidt for høje forventninger og en lidt for anstrengt værdiansættelse.

Læs også

Fondside for Bæredygtige Aktier

Læs artikel

Fokus på investeringer i grøn energi

En afledt affekt af krigen i Ukraine, som er værd at nævne, er det tiltagende fokus på energisikkerhed. Det står klart, at vi ikke længere kan fortsætte vores afhængighed af russisk gas og olie, og derfor tror vi på et boom i investeringer i grøn energi over de kommende år – både i Europa og USA. 

Da vi samtidig har set store korrektioner i mange af de aktier, som leverer løsninger til den grønne omstilling, synes denne gruppe af aktier pludselig langt mere interessant end ved udgangen af 2021. 

Vi har netop benyttet faldene i nogle af disse aktier til at initiere en række positioner. Vi har blandt andet købt op i japanske Daikin, som er førende inden for varmepumper, ligesom vi også har suppleret i danske Vestas og portugisiske EDP Renovaveis. 

Herudover har vi etableret positioner i en lang række kvalitets- og vækstaktier, som har været på udsalg i kvartalet, og som efter lang tids venten endelig har nået en pris, som vi er villige til at betale. Af ESG-mæssige årsager har vi set os nødsaget til at sælge vores position i det svenske industriselskab Sandvik, som ser ud til at have forbrudt sig mod internationale konventioner ved at sælge reservedele til det russiske militær. 

Risikomomenter

Den største risiko over de kommende måneder er et tiltagende inflationspres, som i værste fald kan komme ud af kontrol og betyde, at centralbankerne må stramme så meget, at det går ud over den økonomiske vækst. En anden stor risiko er naturligvis en eskalering af krigen i Ukraine, som kan have mange uheldige konsekvenser både for befolkningen i Ukraine, men også for aktiemarkedet, hvor en af de oplagte er et yderligere pres på energi- og råvarepriserne, hvilket på kort sigt kan ramme Sydinvest Bæredygtige Aktier. 

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,5
Baseret på 13 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig