Flere år med skrantende forbrugerstemning blandt kineserne har gjort, at Carlsberg ikke længere ser Kina som det store vækstlokomotiv, det engang var.
Det fortæller Jacob Aarup-Andersen, administrerende direktør i Carlsberg, til MarketWire.
- Kina har i et par år ikke været den vækstmotor, som det har været. Hvis vi kigger på de sidste par år, ligger vækstraterne omkring fladt til et par pct. oppe i Kina. Og det er noget af det, vi skal regne med i de kommende år - at Kina for os vil være noget, der vokser en smule, men ikke meget, siger bryggeritopchefen.
Vækstmotorerne hedder i stedet Indien og Nepal, og især læskedrikke i Vesteuropa efter opkøbet af britiske Britvic, lyder det.
- Så der er andre spillere, der har taget ansvaret på banen, og det er også det, man ser i første halvår, tilføjer han.
I årets andet kvartal faldt mængderne i Kina med 6 pct. målt mod samme kvartal sidste år. Ekstremt vejr i de kinesiske sommermåneder har gjort omstændighederne endnu sværere for Carlsberg, som dog noterer sig, at forbrugerstemningen i hvert fald ikke forværres.
- Vi ser faktisk ikke en yderligere forværring af den kinesiske forbruger. Det, hvor vi især ser, at vores forretning bliver ramt, er det, vi kalder on-trade - altså salg på barer og restauranter. Så der er en helt tydelig sammenhæng mellem vejrfænomenerne og on-trade, siger Jacob Aarup-Andersen.
Tilbagegangen i Kina sætter også sit præg på det samlede asiatiske marked, som bakkede 3,3 pct. organisk i volumenerne i andet kvartal. Til sammenligning voksede CEEI, som udover Central- og Østeuropa også omfatter lande som Indien og Nepal, med 7,3 pct.
- Vi har fuld forståelse for, at der er lidt skuffelse over Kina. Men man må også sige, at kigger man på den øvrige portefølje, klarer de andre markeder sig rigtig godt - og de fleste af dem faktisk bedre end forventet, siger Carlsberg-topchefen.
- Det er netop fordelen ved at have en stor portefølje og en diversificeret forretning: I en periode som den her, hvor Kina er lidt sværere end forventet, har vi andre lande, der er bedre end forventet, tilføjer Jacob Aarup-Andersen.
.\\˙ MarketWire