18. aug. 2026 kl. 08:37
51 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Coloplast/CEO: Troen er kun bestyrket - den kroniske forretning og USA prioriteres

Coloplast/CEO: Troen er kun bestyrket - den kroniske forretning og USA prioriteres

Et fortsat fokus på den kroniske forretning og et styrket fokus på USA og hud- og sårplejeforretningen er blandt resultaterne efter Coloplasts topchef Gavin Woods 100 første dage i medicoselskabet.

De første 100 dage har bestyrket Gavin Wood i troen på Coloplasts potentiale, fortæller han til MarketWire.

- Efter 100 dage er jeg endnu mere overbevist om, at Coloplast fundamentalt er et stærkt selskab med meget stærke forretninger, store talenter, attraktive markedet, og jeg er spændt på vækstmulighederne forude.

Kommentaren kommer i forbindelse med Coloplasts regnskab for tredje kvartal af 2025/26, der i det store hele var nogenlunde, som markedet havde regnet med på forhånd.

Fokus frem til regnskabet har i stedet været på, hvilke konklusioner den nye topchef har draget i sine første måneder i stillingen.

Der er i regnskabet opsummeret i en liste på fem punkter, der blandt andet tæller at bevare den stærke position i den kroniske forretning, øget fokus på vækst i USA og accelerering af væksten i hud- og sårplejeforretningen. Dertil skal væksten understøttes gennem løbende forbedringer og fokuseret kapitalallokering, og selskabskulturen skal udvikles, så Coloplasts medarbejdere kan præstere bedst muligt.

Coloplasts kroniske forretning, der hovedsageligt tæller forretningsområderne Stomi og Kontinens, udgør 75 pct. af koncernomsætningen, forklarer topchefen.

- Jeg mener, at begge produktområder og alle vores produkter og markedsudviklingsmuligheder er nogle af de mindst værdsatte styrker i Coloplast, som kommer til at danne vækst i fremtiden, siger Gavin Wood.

Og det skal blandt andet ske gennem en øget indsats i USA, der på den ene side er det største marked, men på den anden side stadig har uudnyttet potentiale.

- Inden for medico er USA vores største marked, og det er vores største mulighed for værdiskabelse, og ud fra et procentuelt udgangspunkt udgør det kun 25 pct. af salget i koncernen. Så der er en del plads i USA og viser et meget stærkt momentum på tværs af både den kroniske forretning og urologi i tredje kvartal, siger topchefen.

- Vi så tocifret vækst i USA på tværs af den kroniske forretning, men alligevel er markedsandelen væsentligt under, hvad vi har i Europa og på andre markeder. Så det er et signal om, at der er betydeligt uudnyttet potentiale, fortsætter han.

TROEN PÅ KERECIS BESTÅR

Inden for Sår- og Vævspleje skal væksten også accelereres, fremgår det af prioriteterne fra Gavin Wood. Det skal blandt andet ske gennem "Biologics"-segmentet, der består af Kerecis' bandager af fiskeskind.

Netop den del af forretningen har længe hængt i bremsen som følge af en ændret tilskudspolitik i USA, der har påvirket forretningen i ambulant regi. Fremover vil Coloplast i stedet fokusere mere på hospitalssegmentet.

- Markedet er blevet meget mere tydeligt, og vi ved, hvor vi kan vinde, og vi skærper vores fokus derefter. Nu handler det virkelig om eksekvering og at anbringe ressourcerne, hvor vi kan skabe den største indvirkning, og det er ved at styrke vores position på hospitalerne og specialpleje og vende tilbage til profitabel vækst, og det betyder et skift fra ambulant regi til hospitaler, som vi ser markedet bevæge sig imod.

Forbedringerne skal blandt andet komme fra omkostningskontrollerende tiltag og frigørelse af kapacitet. Gavin Wood afviser imidlertid, at ressourcerne skal tages fra bestemte markeder.

Allerede sent mandag eftermiddag kunne Coloplast annoncere, at der skal en ny direktør til i Sår- og Vævspleje. Fertram Sigurjonsson, der er stifter af Kerecis, skifter i stedet til en rolle som rådgiver med fokus på innovation og teknologi.

Gavin Wood, der foreløbig har ansvaret for divisionen, er nu på jagt efter en afløser. Her ledes der særligt efter en med fokus på skalering af forretningen og gerne med erfaring fra det amerikanske.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 531 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig