Coloplasts udfordringer med Kerecis fortsatte i andet kvartal i USA, og det fik sent torsdag medicoselskabet til at skrue sine forventninger for året ned.
For selv om det egentlig står pænt til i resten af Coloplasts divisioner, er forventningen nu en flad vækst i Kerecis, hvilket afspejler en mulig negativ udvikling i Coloplasts andet halvår.
Nedjusteringen kvitteres både med spørgsmål og kritik fra analytikerkorpset ved fredagens telekonference. Her undrer blandt andet Citis analytiker, Veronika Dubajova, sig over, at ledelsen i Coloplast fastholder sine langsigtede forventninger, der blev offentliggjort sidste år.
Med nedjusteringen vil det kræve mere end 7 pct. vækst i resten af forretningen over hele strategiperioden, hvis Coloplast skal levere en gennemsnitlig årlig organisk vækst på 7-8 pct. frem til 2029/30, påpeger hun og tilføjer, at Coloplast potentielt er ved at "love mere og levere mindre".
Om Coloplasts resterende divisioner, der tæller Stomi, Kontinens, Urologi og S&R Pleje, forklarer selskabets midlertidige topchef, Lars Rasmussen, at de viser "supersund vækst", og at der indtil nedjusteringen også var regnet med en stærk vækst i det sidste forretningsben Wound & Tissue Repair.
Når det ikke er gået sådan, lader Lars Rasmussen forstå, at det politiske miljø i USA har ændret karakter.
- Jeg tror, at baggrunden for ændringen i Kerecis lige nu er en sundhedsreform, der har en størrelse og en fremgangsmåde, som ingen af os nogensinde har set før, siger han ved telekonferencen.
Coloplast venter nu en organisk vækst i Kerecis på cirka 0 pct. fra tidligere cirka 10 pct. Det skyldes en ændring af tilskudsordningen under den offentlige sundhedsforsikring Medicare, der ventes at føre til en langsommere genopretning af det ambulante marked, end det hidtil har været ventet.
Omvendt ser Coloplast stadig en fornuftig udvikling for Kerecis på hospitalerne, hvor prissætningen er "meget sund".
Wound & Tissue Repair er oven i også udfordret af fortsatte produktreturneringer i Kina og så et svagere vækstmomentum i Europa.
Sidstnævnte udfordring skyldes, at regeringerne i Frankrig og Tyskland ønsker lavere priser, forklares det på telekonferencen. For nuværende ser de øvrige europæiske markeder fornuftige ud, tilføjes det.
Coloplast venter nu i 2025/26 en organisk vækst på 5-6 pct. mod tidligere 7 pct. og en vækst i indtjeningen, EBIT, på cirka 5 pct. mod tidligere cirka 7 pct.
Finansdirektør Anders Lonning-Skovgaard lader dog forstå, at man spiller forsigtigt ud med den nye prognose, der indregner plads til en ny negativ udvikling for Kerecis, hvor udgangspunktet lige nu er en nulvækst.
Udfordringerne i USA skyldes, at myndighederne i USA kort før nytår trak en sin tilskudspolitik tilbage. Under politikken var Kerecis' produkter ellers udtaget til at være berettigede til tilskud. Ændringen, der omfatter salg uden for hospitalerne i USA, omfatter cirka 20 pct. af omsætningen i Kerecis. Dertil er der fra årsskiftet indført en fastprispolitik på produkter i Kerecis' kategori.
KRISEN I MELLEMØSTEN KRADSER OGSÅ
Sideløbende med Coloplasts udfordringer i USA er konsekvenserne af krigen i Iran også ved at vise sig.
I andet halvår af Coloplasts forskudte regnskabsår 2025/26 er medicokoncernen begyndt at se en påvirkning på inputpriserne og i mindre grad fragtpriserne.
- I andet halvår er vi begyndt at se en påvirkning. Råmaterialerne udgør omkring 50 pct. af vores produktionsomkostninger, og vi er begyndt at se en negativ virkning på særligt sprøjtestøbninger, forklarer Anders Lonning-Skovgaard.
På energisiden har Coloplast dog sikret sig.
- Vi er fuldt hedged på energi. Spotpriserne er også i et fornuftigt niveau, så ingen påvirkning på energi.
.\\˙ MarketWire