It-selskabet Columbus oplever divergerende udviklinger på sine kernemarkeder i øjeblikket. Det danske og svenske marked er hårdest ramt af markedstræghed, mens der er godt momentum i den norske forretning.
Derudover ser administrerende direktør Søren Krogh Knudsen gode muligheder i Storbritannien, hvor selskabet har investeret kraftigt og forventer et forestående opsving i omsætning og rentabilitet.
- Jeg er meget positiv på Norge. Man kan se det på tallene allerede, men jeg vil også sige, at der kommer mere oveni. Vi er ikke færdige med at vokse i Norge, på trods af at det er nogle meget flotte tal, vi præsenterer vækstmæssigt. Vi har virkelig momentum der, og jeg forventer mig mere af det, siger direktøren i et interview med MarketWire.
- Det næste, som jeg måske allerede forventer, at man kan se noget på i tredje kvartal, er Storbritannien, som er et rigtig vigtigt marked for os, også profitabilitetsmæssigt, hvor jeg forventer, at vi kommer til at gå noget op i aktivitet, fortsætter Columbus-direktøren.
I Norge omsatte Columbus i andet kvartal for 79,5 mio. kr., hvilket er 41 pct. over niveauet i samme kvartal sidste år på 56,2 mio. kr.
På det britiske marked er omsætningen i samme periode steget mere afdæmpet til 89,9 mio. kr. fra 87,6 mio. kr., men ordrebogen og udviklingen i de underliggende kontrakter taler for øget britisk vækst i tredje kvartal.
Også på den længere bane er Søren Krogh Knudsen "meget, meget positiv" på det britiske marked.
- Vi ser det som en stor del af vores vækstmotor strategisk fremadrettet. Vi investerer en del i at bygge nogle af de afdelinger, som endnu ikke fylder så meget i UK, herunder i vores M3-team, siger topchefen.
- Vi har også investeret i at opbygge vores Digital Commerce-team derovre. Det har allerede opnået en pæn størrelse, og vi forventer, at det bliver større, fortsætter han.
På både det danske og svenske marked har Columbus været hårdere ramt af træghed i markedet.
I Sverige, som er selskabets største marked, faldt omsætningen i andet kvartal til 145,3 mio. kr. fra 153,7 mio. kr., og i Danmark faldt den til 105,3 mio. kr. fra 114,1 mio. kr.
- I Sverige og Danmark har vi været hårdest ramt, og det skyldes jo nok, at det er her, hvor markedet er mest trægt. Over det sidste år har vi gjort rigtig meget for at målrette vores indsats for at vinde nye kunder, og det er det, der skal slå igennem, før vi kommer til at se en forbedring på de to geografiske markeder, fortæller Søren Krogh Knudsen.
.\\˙ MarketWire