Novo Nordisk genvandt i august placeringen som den mest købte aktie blandt Danske Banks privatkunder, efter at selskabet i juli ellers kortvarigt måtte vige førstepladsen for aktien i DSV.
- Nu er Novo Nordisk altså tilbage som danskernes aktiedarling, lyder det fra Danske Banks chefstrateg Frank Øland Hansen, der kan konstatere, at DSV's topplacering blev kortvarig - selv om den nåede at stoppe 19 måneder i streg med Novo-topplaceringer.
I august faldt DSV til en sjetteplads, idet købsaktiviteten i aktien faldt med 89 pct. fra juli til august.
På førstepladsen faldt antallet af handler i Novo Nordisk-aktien til sammenligning med 11 pct.
- Mere overraskende er det måske, at Zealand Pharma indtager andenpladsen. Det skyldes sandsynligvis opkøbsspekulationer og en vurdering blandt mange investorer af, at aktien er blevet for billig efter årets kursfald. I august blev der spekuleret en del i, om Zealand Pharmas lave værdiansættelse og store kontantbeholdning kan gøre selskabet til et attraktivt opkøbsmål for de store aktører i medicinalsektoren, noterer Frank Øland Hansen.
Fra juli til august steg antallet af handler i Zealand Pharma-aktien med 129 pct.
Opgørelsen viser desuden, at danskerne handler mest danske aktier, da den samlede top ti over mest købte aktier i august ikke indeholder en enkelt udenlandsk aktie.
- Selv om SpaceX er den mest købte udenlandske aktie, er det lige akkurat ikke nok til at overhale GN Store Nord, der ligger nummer ti på den danske liste i august.
Listen over de mest købte udenlandske enkeltaktier i august viser, at privatkunderne særligt er begejstrede for rumfart og kunstig intelligens. SpaceX er den mest købte efterfulgt af Nvidia og Micron.
På top ti-listen over udenlandske aktier er syv teknologiselskaber: Nvidia, Micron, Sandisk, Infineon, ASML, Alphabet og SpaceX.
På listen over de ti mest købte danske aktier i august sammenlignet med juli udover Novo Nordisk, DSV og Zealand Pharma, er desuden aktien i Danske Bank, Vestas, Ambu, NKT, Mærsks B-aktie, Coloplast og GN.
.\\˙ MarketWire