10. jan. 2023 kl. 13:14
2853 visninger

December sluttede et dårligt investeringsår

Året sluttede med solide kursfald på obligationer og aktier og indrammede således udviklingen i hele 2022 på fremragende vis. Læs fondsdirektør Niels Skovvarts kommentar på december måned.

Den negative markedsstemning kan i høj grad tilskrives udmeldingerne fra centralbankerne i USA og EU. Både forbundsbanken og Den Europæiske Centralbank forhøjede deres styringsrenter med 0,5 %-point. Det var ventet, men det kom bag på markedet, at centralbankerne signalerede, at perioden med høje styringsrenter vil være længere end ventet.

Bank of Japan sendte for første gang længe nye pengepolitiske signaler, idet båndet, som den ti-årige statsrente må bevæge sig inden for, blev udvidet fra +/- 0,25 %-point til +/- 0,5 %-point. Markedet tolkede det som en stramning af pengepolitikken med kursfald på obligationer og aktier til følge.

På aktiemarkederne var der få undtagelser som det kinesiske og danske aktiemarked.  

Internationale obligationer

De internationale statsrenter er steget i december med de største stigninger i Sydeuropa. I USA steg renten på de ti-årige statsobligationer med 0,13 %-point. Det er bemærkelsesværdigt, at de ti-årige statsrenter steg 0,16 %-point i Japan. Det skete, efter meldingen fra Bank of Japan meddelte nævnt ovenfor. Det er det højeste niveau for renten i mange år i Japan.

Valutarisk udvikling

Valutaerne er generelt blevet svækkede over for euroen og dermed kronen med en række valutaer fra Emerging Markets i front. Til gengæld blev japanske yen styrket 2,4 %. Den amerikanske dollar blev igen svækket og i december med knap 3 %

Udviklingen i internationale statsrenter (%)

Kilde: Datastream

Danske obligationer

De danske statsrenter har været stigende over hele rentekurven i december. Renterne på statsobligationer er steget mere end på realkreditobligationer.

Afdelingerne med danske obligationer har alle klaret sig bedre end deres respektive benchmarks. Det kan tilskrives den markante overvægt i realkreditobligationer, som har klaret sig bedre end statsobligationerne. Benchmark består udelukkende af statsobligationer.

Afkast på danske stats- og realkreditobligationer i december

Kilde: Datastream

Virksomhedsobligationer

Den øgede recessionsfrygt og dermed risiko for mislighold af betalinger har bevirket, at renterne på High Yield-obligationer, HY, er steget mere end renterne på Investment Grade-obligationer, IG.

Virksomhedsobligationer IG gav et afkast på -1,79 %, hvilket var dårligere end afkast på benchmark.  Virksomhedsobligationer HY gav et afkast på -0,45 %, hvilket var bedre end benchmarkafkastet.

Markedsudvikling for virksomhedsobligationer

Obligationstype Effektiv rente (%) Ændring seneste måned Siden årets start
Investment Grade 5,15 15 bp 322 bp
High Yield 7,67 39 bp 443 bp
US 10Y Treasury 3,83 13 bp 233 bp

Kilde: Datastream

Højrentelandeobligationer

Impulsen fra oliepriserne, som ikke bevægede sig meget i december, var neutral i måneden. Obligationer udstedt i hård valuta oplevede de største rentestigninger i december, hvorimod renten var tæt på uforandret for obligationer udstedt i lokal valuta. Til gengæld påvirkede de svækkede EM-valutaer afkastet på de lokale obligationer negativt.   

Udviklingen i renterne fra højrentelandene (Lokal Valuta: Orange - Hård Valuta: Blå)

Kilde: Datastream

I december har obligationer udstedt i hård valuta givet et benchmarkafkast på 0,04 %, og obligationer udstedt i lokal valuta har givet et benchmarkafkast på -1,46 %.

HøjrenteLande har klaret sig bedre end sit benchmark, hvorimod de andre afdelinger, som investerer i obligationer fra højrentelande og har et benchmark, alle har klaret sig dårligere end disse i december.

De modne aktiemarkeder

Stærke tal for arbejdsmarkedet i USA nåede kun at få en kortvarig positiv effekt på aktiemarkedet. Med de amerikanske aktier i front faldt aktierne på de modne markeder med 7,6 % målt i kroner. I USA led nogle af de førende teknologiselskaber som Apple, Amazon og Alphabet/Google under de stigende renter og frygt for økonomisk afmatning kursfald på godt 12 %.

De japanske aktier blev hjulpet af en styrket yen, som i et vist omfang kunne modvirke den negative påvirkning fra de stigende renter.

I Europa var aktierne også negativt påvirket af de stigende renter, men der var også positive faktorer, som spillede ind. Der er tale om de faldende energipriser, svagt faldende fødevarepriser i Tyskland og fremgang i Ifo-indekset til 88,6 fra 86,4. Arbejdsløsheden i Tyskland faldt fra 5,3 % til 5,1 %. De tyske metalarbejdere har aftalt lønstigninger på 8 % over de næste to år med arbejdsgiverne.

I Skandinavien klarede de danske efterfulgt af de finske aktier sig bedst. I Danmark klarede blandt de toneangivende aktier Chr. Hansen (+14,5 %), Vestas (+12,6 %) og Novo Nordisk (+6,1 %) sig bedst, mens bundskraberne var at finde blandt Novozymes (-14,3 %), Genmab (-10,0 %) og Pandora (-7,5 %). Chr. Hansen og Novozymes var henholdsvis positivt og negativt påvirket af fusionen af Novozymes ind i Chr. Hansen. Norge var det svageste marked med bredt funderede kursfald. 

Afkast i % på de modne aktiemarkeder i december, målt i kr.

Kilde: Datastream

Afdeling Tyskland har klaret sig dårligere end sit benchmark. Afdelingen har fastholdt sin gearing på 0 i løbet af december.

Stigende renter og deraf følgende modvind for vækstaktierne bevirkede, at valueaktierne på regionalt og globalt plan fortsatte med at klare sig bedre end vækstaktierne. Afdelingerne med ligevægt og value har alle klaret sig bedre end deres respektive benchmarks i USA og Verden, men er en smule bagefter i Europa.

Afkast i % på globale vækst- og valueselskaber fordelt på virksomhedsstørrelse i december

Kilde: Datastream

Aktier fra Emerging Markets

Aktierne fra Emerging Markets klarede sig med et afkast på -4,8 % målt i kroner bedre end aktierne fra de modne markeder i december. Det var som i november de kinesiske aktier, som var det helt store lyspunkt stadig drevet af genåbningstemaet og støtte til ejendomsmarkedet. Aktierne fra Sydkorea, Taiwan og Indien præsterede negative afkast på niveau med de modne aktiemarkeder. I Sydkorea og Taiwan var det især teknologiaktierne, som stod for skud. Indien var negativt påvirket af politisk uro op til kommende delstatsvalg.  

Afkast i % på de største markeder fra Emerging Markets i december, målt i kr.

Kilde: Datastream

Latinamerika, som har været et af lyspunkterne på aktiemarkederne i 2022, satte nogle af årets gevinster over styr. I Brasilien er det usikkerhed om finanspolitikken efter valget af Lula til landets nye præsident. I Peru skal præsident Castillo for en rigsret, og i Chile skal der vedtages en ny forfatning næsten 100 dage efter en afvisning af den foregående version heraf. 

Vore afdelinger på Emerging Markets har alle klaret sig dårligere end deres respektive benchmarks.

Udsigter

Med hensyn til forventningerne på de enkelte investeringsområder henvises til de kvartalsskriv, som vi publicerer på hjemmesiden i løbet af januar.

 

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 15 anmeldelser