Renten på den tiårige amerikanske statsobligation har mandag ramt højeste niveau i over halvandet år efter nye krigsudvekslinger i Mellemøsten og voksende forventninger til en renteforhøjelse fra centralbanken, Federal Reserve. Det skriver Bloomberg News.
Hen over weekenden har USA og Iran været i direkte angreb på hinanden for første gang i knap en måned, og det har sendt oliepriserne i vejret fra ugens start og lagt nyt pres på inflationen.
Sideløbende tumler investorerne med voksende bekymringer om den offentlige gæld og spekulationer om, at Federal Reserve måske vil hæve renten for at få bugt med den stædige inflation i landet.
De pengepolitiske bekymringer fik fart fredag, da centralbankchefen, Kevin Warsh, gik på talerstolen ved Jackson Hole-topmødet og gav indikationer på, at der meget vel kan komme en renteforhøjelse inden længe.
Mandag eftermiddag stiger renten på den tiårige T-bond med 4 basispoint til 4,76 pct., og det er højeste niveau siden januar 2025.
Handlerne indregner nu 65 pct. sandsynlighed for, at udfaldet på centralbankens kommende møde i september bliver en renteforhøjelse, viser tal fra Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire