I november faldt DFDS's samlede fragtmængder med 1,8 pct. i forhold til samme måned sidste år.
Fragtmængderne landede på 3.627.000 lanemeter.
Det fremgår af rederiets månedlige færgemængderapport.
Rederiet oplyser, at Nordsømængderne var lavere end i 2024 som følge af afdæmpede mængder på de fleste ruter, og Middelhavsmængderne var som forventet lavere end i 2024 på grund af kapacitetsreduktioner.
- Mængderne på Den Engelske Kanal var på niveau med 2024, idet de nye Jersey-mængder opvejede en nedgang i de samlede mængder på Doverstrædet. Mængderne på både Østersøen og Gibraltarstrædet var højere end i 2024, oplyser DFDS.
Det gik ikke bedre for passagertrafikken i november, som faldt 21,5 pct. til 203.000 sammenlignet med samme måned sidste år.
Justeret for salget af Oslo-færgen, der sejlede mellem henholdsvis Oslo og København og Frederikshavn, exit fra Tarifa-Tanger-Ville-ruten og tilgangen af Jersey-ruter fra slutningen af marts, ville faldet have været på 10,5 pct. og 195.000 passagerer.
DFDS rapporterer hver måned om færgemængder for fragt og passagerer.
Det skal ifølge rederiet give yderligere indsigt i trends for mængdeudviklingen i DFDS' europæiske rutenetværk. Første gang rederiet sendte en månedsrapport på gaden var i midten af november 2020.
.\\˙ MarketWire