18. dec. 2025 kl. 14:53
64 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

ECB/Lagarde: Vi kan ikke lægge os fast på en rentebane på grund af usikkerhed

ECB/Lagarde: Vi kan ikke lægge os fast på en rentebane på grund af usikkerhed

Den Europæiske Centralbank vil fortsat ikke lægge sig fast på en rentebane, og altså derved signalere om den næste rentebevægelse bliver op eller ned. Årsagen er usædvanligt stor usikkerhed om den økonomiske udvikling.

Det er meldingen fra chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, torsdag på et pressemøde, efter at banken fastholdt sin toneangivende indskudsrente på 2 pct.

Ifølge Christine Lagarde står banken nu et godt sted rentemæssigt efter otte rentenedsættelser i perioden juni 2024 frem til juni 2025, hvorefter renten er blevet fastholdt på de seneste fire møder.

- Det betyder ikke, at det er statisk. Der blev truffet en enstemmig beslutning i dag om renterne, som vi fastholdt. Men der herskede også enighed om, at alle muligheder skal forblive på bordet, og at vi holder os til en dataafhængig tilgang møde for møde uden en fastlagt rentebane og uden nogen fastsat dato for en bevægelse, udpensler Christine Lagarde.

STOR USIKKERHED

Hun peger på, at banken i sin seneste prognose løfter vækstforventningerne en smule for prognoseperioden. Men også estimatet for inflationen er sendt en smule op i 2026 på grund forventninger om øget inflation fra servicesektoren.

Samtidig er usikkerheden stor.

- Noget der ikke har ændret sig overhovedet, og hvis om noget måske er forværret, er usikkerheden. Og usikkerhed er ikke en bekvem situation at være i.

- Om det så er usikkerhed relateret til geopolitik, om det handler om usikkerhed relateret til handel især fra lande præget af overkapacitet, eller hvad der sker omkring Europas grænser. Alt er i spil, og det vil udspille sig i løbet af 2026 og generer usikkerhed, siger Christine Lagarde formentlig med sigte blandt andet på den voldsomme konkurrence fra Kina.

Hun anerkender, at alle gerne vil vide, hvilken vej vinden blæser for renten, men kan i den nuværende situation altså ikke svare på det.

- Alle ønsker en vejledning fremadrettet. Men i den nuværende situation kan vi med den grad af usikkerhed, vi står over for, simpelthen ikke tilbyde en vejledning, siger Christine Lagarde.

VÆSENTLIG USIKKERHED OM INFLATIONEN

Et af de områder, hvor ECB ser større usikkerhed end normalt, er i forhold til prisudviklingen. Her lyder årsagen et fortsat meget uigennemskueligt erhvervsklima internationalt.

- Inflationen kan vise sig at blive lavere, hvis stigningen i de amerikanske toldsatser reducerer efterspørgslen efter eksport fra eurozonen, og hvis lande præget af overkapacitet øger deres eksport til eurozonen.

- Desuden kan en stærkere euro bringe inflation længere ned end ventet. Og øget volatilitet og risikoaversion på finansmarkederne kan dæmpe efterspørgslen og derved også dæmpe inflationen. Modsat kan inflationen vise sig at blive højere, hvis importpriserne skubbes i vejret på grund af en mere fragmenteret leveringskæde, hvis der lægges begrænsninger på kritiske råvarer og der kommer yderligere kapacitetsmæssige flaskehalse i eurozonen, siger Christine Lagade.

ECB's embedsværk forudser i sin seneste prognose en inflation tæt på ECB's målsætning på 2 pct. på mellemlangt sigt.

Inflationen ventes i år at være 2,1 pct. I 2026 ventes prisstigningstakten at aftage til 1,9 pct., hvorefter den aftager til 1,8 pct. i 2027.

I september estimerede ECB inflationsrater på 2,1 pct., 1,7 pct. og 1,9 pct. for årene 2025-2027.


.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 55 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig