Den Europæiske Centralbank, ECB, skruer lidt op for sine forventninger til væksten i år. Det fremgår af december-prognosen fra centralbanken, der kvartalsvist redegør for de økonomiske udsigter.
Og der er vanen tro tale om små ændringer i bankens ansattes kvartårlige opdatering af estimaterne, som stadig tegner konturerne af en relativt afdæmpet til moderat økonomisk udvikling for de kommende år.
Bruttonationalproduktet, BNP, ventes i år at vokse med 1,4 pct., faldende til 1,2 pct. i 2026, hvorefter den tiltager til 1,4 pct. i 2027. I 2028, som ECB's krystalkugle nu også favner, ventes en vækst på 1,4 pct.
Ved den seneste opgørelse i september estimerede ECB vækstrater på 1,2 pct, 1,0 pct. og 1,3 pct. for årene 2025-2027.
AFTAGENDE INFLATION
Inflationen ventes i år at være 2,1 pct. I 2026 ventes prisstigningstakten at aftage til 1,9 pct., hvorefter den aftager til 1,8 pct. i 2027.
I september estimerede ECB inflationsrater på 2,1 pct., 1,7 pct. og 1,9 pct. for årene 2025-2027.
Opgjort eksklusive energi og fødevarer, den såkaldte kerneinflation, ventes der stigningstakter på 2,4 pct. i år, 2,2 pct. i 2026 og 1,9 pct. i 2027 mod tidligere henholdsvis 2,4 pct., 1,9 pct. og 1,8 pct. i perioden 2025-27.
I 2028 ventes den overordnede inflation at lande på 2 pct. Opgjort eksklusive fødevare og energipriser ventes en stigningstakt på ligeledes 2 pct. til den tid.
.\\˙ MarketWire