De 17 markeder, som normalt udgør det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, er fredag reduceret til to: Danmark og Storbritannien, som holder gryden i kog, mens resten af Europa holder fri i forbindelse med 1. maj.
Og samlet går det bagud med 0,1 pct. for Stoxx 600-indekset, hvor det blot er 153 aktier ud af de 600, der handles.
Der er da også tale om en ganske stille dag på kontoret, hvor der heller ikke er kommet meget nyt ud af Mellemøsten. Investorerne kan dog se olieprisen lette en smule med 2,5 pct. fra torsdag eftermiddag til omkring 111 dollar for en tønde Brent-olie.
Blandt de enkelte aktier er det Ambu, som tager teten i Stoxx 600 med et plus på 2,5 pct., dog uden at der ligger store åbenlyse nyheder til grund, mens man kort efter middag kan finde FLSmidth i den modsatte ende.
FLS falder 5,2 pct., da det i en intern undersøgelse ser ud til, at der er sket mulige sanktionsbrud med leveringer til Rusland. Det omhandler leveringer af materiale fra tidligere udbud til personer i Rusland i forbindelse med potentielle projekter i Kasakhstan.
FLS har underrettet de relevante myndigheder, herunder U.S. Treasurys Office of Foreign Assets Control (OFAC) og Erhvervsstyrelsen, og vil samarbejde med myndighederne, efterhånden som den interne undersøgelse skrider frem, lyder det.
Regnskabsaktuelle Natwest er også kommet i modvind med et minus på 4,1 pct., da den britiske banks overskud i første kvartal landede til den skuffende side. Egentlig blev indtægtsprognosen løftet for hele året, men den glæde var i forvejen indregnet i aktien, vurderer analytikere ifølge Bloomberg News.
Spirituskoncernen Diageo har modsat fået en smule vind i sejlene med et plus på 1 pct., efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, i forbindelse med det britiske royale besøg i USA har sagt, at han vil fjerne noget af tolden på skotsk whisky.
.\\˙ MarketWire